Fortsæt til indhold

Fedt at vinde her hvor vi er

Frisør Malou i Hornslet løb med titlen som Årets Forretning 2015

Samfund
Mogens Greve

Med frisørsaloner i Hornslet, Mørke og Auning - og fra dette forår også i Ebeltoft - er Frisør Malou godt forankret i det lokale. Ikke mindst derfor var det en glad Malou - Maria Louise Ogdal Kjeldsen - der tog imod Lokalavisens glade budskab og den flotte pokal. Og for ligesom at sætte frisuren helt på plads … - Frisør Malou i Mørke blev nr. 2 i konkurrencen.

Fedt at vinde

”Det er fedt at vinde en lokal konkurrence lige her, hvor vi er, og hvor det er vores kunder, som har sikret os sejren,” siger Maria Louise Ogdal Kjeldsen.
I salonen i Hornslet kommer der også mange kunder fra Løgten-Skødstrup - altså fra den anden side af den nærliggende grænse til Aarhus Kommune.
”Vi er glade for alle vores kunder fra både nær og fjern - og om muligt endnu mere glade for, at de også er glade for os.”
Frisør Malou har fem ansatte i Hornslet og 16 i alt i de fire saloner - heraf fire elever.
Efter den seneste åbning af salonen i Ebeltoft i foråret, går Maria Louise Ogdal Kjeldsen og hendes mand, Jens Kjeldsen, lige og 'trækker vejret' og har ingen aktuelle planer om endnu flere saloner.

God synlighed

Jens Kjeldsen passer kontoret, og yderligere udvidelse vil også betyde behov for mere administrativ hjælp. ”Men det er da ikke utænkeligt, at vi senere kigger på nye muligheder - for de er der.”
Maria Louise Ogdal Kjeldsen og Jens Kjeldsen ser Lokalavisens konkurrence som en god måde at være synlig på, uanset om man vinder eller ej.
”Det var eksempelvis via konkurrencen, at jeg blev opmærksom på landmad.dk i Grenaa,” fortæller Jens Kjeldsen.
”Det ser rigtig spændende ud og er så godt, at vi også har den slags på Djursland. Dem skal jeg helt sikkert besøge, når jeg kommer til Grenaa.”