Sidste skoledag: Gladiatorer og gudinder besejrede (atter) lærere
Forløsende sejr, da elever og lærere kæmpede om æren ved traditionsrig håndboldkamp i Morten Børup Hallen
Denne artikel bør starte med en undskyldning, og vi giver den gerne.
Uge-Bladet Skanderborg vil gerne undskylde til alle de flot udklædte 9.klasseelever, der ikke indgår i artiklen. Ligesom ressourcerne er få i folkeskolen, kan de også være det på en lokal avis, og det blev i forbindelse med sidste skoledag 16. maj kun til et besøg på Morten Børup Skolen.
Når det er sagt, var det et ganske intenst besøg, for det fandt sted midt i en håndboldkamp mellem lærere og elever i Morten Børup Hallen. De elever, der ikke kæmpede på håndboldbanen, sørgede højlydt for moralsk opbakning.
»Kampen er en tradition på sidste skoledag, og eleverne og lærerne tager det meget alvorligt. Nogle steder laver man for-sjov-kampe, men her bliver der virkelig gået til den. Det er sådan, traditionen er,« sagde skoleleder Dan Gjerrild Søgaard fra sidelinjen.
Champions
Håndboldkampen fandt sted ved middagstid, og timerne op til kampen havde ifølge skolelederen været kendetegnet ved god opførsel. De store kastede pænt karameller til de mindre elever i stedet for at tyre slikket mod dem. Ingen ballade eller kendte karamelrelaterede skader, lød Dan Gjerrild Søgaards opsummering.
Skolelederen nåede lige at fortælle, at eleverne efter håndboldkampen skulle se revy (»optaget på forhånd, så vi har haft mulighed for at se, at indholdet er i orden«) i skolens aula, inden kampens slutfløjt lød. Hallen brød ud i jubel. Eleverne vandt en smal sejr. Mathias fra 9.B fortalte, at det er mange år siden, lærerne senest vandt den prestigefulde kamp.
»We Are the Champions,« lød det i højtalerne.
DJ under håndboldkampen var Lærke fra 9.A, i dagens anledning klædt ud i et »gold digger-outfit.« Hun satsede, fortalte hun, rent musikalsk på at spille de sange, eleverne kendte og kunne lide. Umiddelbart et smart valg.
»Jeg glæder mig til i aften, hvor vi skal hygge os med de venner, vi kender fra andre skoler. Vi skal være sammen på Capri, hvor vi skal hygge indtil klokken 1, og så tager vi hjem derfra,« sagde hun.
Uge-Bladet Skanderborg håber, med Kim Larsens ord, de smukke unge mennesker havde en fantastisk aften.