Byggeri opkaldt efter 150 år gammelt bryggeri
I gamle dage lå der et bryggeri, hvor der nu bliver bygget almene boliger.
I 1875 blev der etableret et bryggeri på Ådalsvej 13 i Hinnerup. Her tilbragte ølbrygger Rasmussen de fleste af sine vågne timer på at brygge baljer af øl og køre store øltønder afsted på hestevogn. Bryggeren havde hele 14 børn at forsørge, men endte med at gå konkurs med sit bryggeri, der hed Thorasdal.
Nu kommer der et alment boligbyggeri på samme grund, og det er opkaldt efter det gamle bryggeri. Men ikke nok med det. Til byggeriets første spadestik kom det frem, at ølentusiaster har brygget en øl, Thorasdal Brew, som blev afsløret og prøvesmagt til arrangementet.
”Med sin gode alkoholprocent (7,2) er Thorasdal Brew yderst velegnet til enhver lejlighed. Den smager fantastisk og er velegnet til næsten al slags mad,” står der på etiketten.