Enhedslistens byrådsmedlem takker nej til souper på Kongeskibet
Jesper Yde Knudsen, Enhedslistens repræsentant i Syddjurs Byråd, lever op til Enhedslistens tanker om Kongehuset
Når Dronningen og Prinsgemalen gæster Syddjurs Kommune 1. september 2015 bliver det ikke Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, Rønde, der står og vinker med små Dannebrogsflag de steder, som Dronning Margrethe og Prins Henrik skal besøge i løbet af dagen.
Jesper Yde Knudsen har således takket pænt nej til souper på Kongeskibet, som byrådsmedlemmer og andre lokale pinger er inviteret med til sammen med deres bedre halvdele, og de øvrige arrangementer.
Det har han venligst meddelt Hofmarskallen, fortæller han på facebook.
"Tak for indbydelsen til souper på Kongeskibet Dannebrog d. 1. september på Grenaa Havn.
Jeg vælger dog at takke nej til arrangementet, da det strider mod min demokratiske grundopfattelse, at man kan fødes til ”den højeste myndighed over alle rigets anliggender”.
Venlig hilsen
Jesper Yde Knudsen, byrådsmedlem Syddjurs Kommune"
Enhedslisten går ind for afskaffelse af kongehuset
Jesper Yde Knudsens holdning til Kongehuset flugter med partilinjen fuldt og helt:
"Ingen skal kunne fødes til særlige privilegier, som straffrihed og skattefrihed. Adelen er tidligere ved grundlov blevet frataget deres privilegier, derfor mener vi også at det samme skal gælde for kongehuset. I et demokratisk samfund skal folk vælges til politiske poster, ikke fødes til dem," står der at læse i Enhedslistens partiprogram.
Venstrefløjspartiet ønsker en Grundlovsreform, der bygger på følgende principper:
"Enhedslisten ønsker en grundlovsreform, så Danmark kan få en moderne forfatning, med menneskerettigheder, ligestilling og hensyn til miljøet som vigtige elementer. Vi vil sætte monarkiet til diskussion. Enhedslisten mener at Kongehuset burde passe sig selv, og at dets medlemmer - som andre borgere - selv skal bestemme hvem de vil giftes med, hvilken religion de vil have osv. Så kan vi andre på demokratisk vis vælge et statsoverhoved i stedet for at opretholde et absurd levn fra Enevælden, hvor nogen fødes til disse privilegier."
I den nuværende Grundlov fra 1953 står der, at Kongen (Dronningen) skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
Det betyder, at ikke selv kan bestemme, hvilken trosretning hun vil tilhøre. Hun skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Men hun behøver ikke nødvendigvis at være medlem af den danske folkekirke. I praksis har regenten dog altid været medlem af folkekirken.