Fortsæt til indhold

Lasse Dahl afløser succestræner i IF Ådalen

Ved årsskiftet takker Ådalen-legenden Jan Espensen af som cheftræner for seniortruppen, og klubben har allerede fundet afløseren

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det er en seniorafdeling i fremdrift, som til årsskiftet skifter ud på trænerfronten. De seneste par år har tilgangen af seniorspillere til Ådalens seniortrup været helt outstanding set med djurslandske briller på.

Efter en række år i nærmest dvaletilstand kan Ådalen i dag stille tre seniorhold uden problemer, og spillernes lyst til at træne og dyrke det sociale sammenhold er meget stor. Indsatsen skyldes ikke mindst cheftræner Jan Espensens store indsats og evne til at skrue på de rigtige knapper, så både ambitioner og rammer passer sammen.

Efter sidste sæsons oprykning for førsteholdets vedkommende til Serie 3, gjorde Jan Espensen det klart overfor fodboldudvalget, at han ønskede sig afløst, når indeværende sæson er et afsluttet kapitel.

Ung mand tager over

Fodboldudvalget med fodboldformand Morten H. Hansen, der selv spiller på førsteholdet i Serie 3, har været hurtig på aftrækkeren.

Til sæson 2016 har udvalget lavet en aftale med Lasse Dahl, 33, som Espensens afløser.

Lasse Dahl er lærer på Ådalsskolen til daglig og kommer fra Voldum, hvor han har spillet seniorfodbold i Nielstrup/Voldum.

"Lasse Dahl har et særdeles godt kendskab til Ådalsområdet, og de værdier vi hylder herude," siger Morten H. Hansen.
Lasse Dahl, der også hedder Sørensen til efternavn, blev færdig som lærer i 2006 i Silkeborg.

Spillertruppen blev præsenteret for den ny træner i forbindelse med træningen mandag aften.

Fin start i Serie 3

Målet for Ådalen i denne sæson er, at stabilisere førsteholdet i Serie 3 samtidig med, at andetholdet i Serie 5 og tredjeholdet i Serie 6 hænger på i toppen af deres rækker.

Førsteholdet har fået en fin start med 5 point efter fire spillerunder.

Næste opgave hedder Houlbjerg/Laurbjerg IF fredag aften klokken 19 i egen hule, Lime Stadion.