Fortsæt til indhold

Syddjurs Kommune har smidt 200.000 kroner efter fire landsbyprojekter

Halling, Hyllested, Tirstrup og Nimtofte har hver fået 50.000 kroner til et konkret projekt i hver af de fire byer, som kommunens Civilsamfundspanel har fundet mest værdige til støtte blandt hele 38 projekter

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune har eksperimenteret lidt frem og tilbage i forhold til en kommunal strategi for civilsamfundet.
Man startede ud med at ansætte en koordinator til området, men uden den store succes. I stedet har et civilsamfundspanel nu overtaget styrepinden.

Panelet består af borgmesteer Claus Wistoft (V) samt alle udvalgsformænd: Per Zeidler (I), FI-udvalget, Gunnar Sørensen (V), Arbejdsmarkedsudvalget, Ole Bollesen (S), SÆ-udvalget, Kirstine Bille (SF), PUK-udvalget og Per Dalgaard (DF), NTM-udvalget.

Panelet har netop lade høre fra sig for første gang med uddelingen af 200.000 kroner til fire landsbyprojekter.
De er gået til:

  • Halling Folkepark – et lokalt samlingssted
  • Balle Borgerhus – etablering af fælles haveanlæg
  • Hyllested og Omegns beboerforening – infoguides i Hyllested
  • Nimtofte Kulturhusforening – Landsbykonference i Nimtofte

Plads til begejstring

Borgmester Claus Wistoft er umådelig begejstret:

"Vi har udvalgt fire projekter fra en pulje af hele 38 gode og spændende projekter. Jeg synes, det har været en fornøjelse at se, hvordan der i hele kommunen er utrolig mange frivillige, der har viljen og lysten til at løfte i flok. Det illustrerer på bedste vis, at kommunens slogan ”Vi gør det – sammen” ikke bare er en floskel, men derimod afspejler lige præcis det engagement og fællesskab, vores kommune vil kendes på."

Under 1.500 indbyggere

Syddjurs Kommune vil gerne støtte og synliggøre civilsamfundet samt at skabe gode rammer for samarbejdet mellem lokalsamfund og kommune.

Fokus for denne del af civilsamfundsindsatsen har været de mange mindre bysamfund på under 1.500 indbyggere i Syddjurs Kommune.

Udover de fire projekter projekter er der i alle kommunens politiske udvalg reserveret midler til gennemførelse af udviklingsprojekter som har til formål at fremme civilsamfundets engagement og fællesskabet på tværs i kommunen

Civilsamfundsstrategi

Vi indgår alle som en del af civilsamfundet.

Civilsamfund bruges som en fællesbetegnelse for de aktører og grupperinger, som eksisterer imellem og uafhængigt af privatsfæren, markedet og det offentlige i et demokratisk samfund.

Civilsamfundet er for eksempel foreninger, fonde, selvejende institutioner, grupper, interesseorganisationer, netværk og meget andet.

Civilsamfundet er for eksempel også friskoler, fodboldklubber og ikke mindst de mange aktive medborgere i boligområder og frivillige i organisationer.

Det kan man læse mere om i den tidligere regerings "national civilsamfundsstrategi" fra 2010.