Affaldssortering betaler sig: Små skraldemænd belønnet med penge og pokal
Børnene gik meget op i affaldsindsamling og blev belønnet med præmier fra Favrskov Forsyning.
Det kan betale sig at samle og sortere affald.
Det kan de i hvert fald skrive under på i Børnehuset Trekløveren i Sall, der har været så heldige at vinde 3.000 kroner og en pokal for daginstitutionens deltagelse i dette års affaldsindsamling.
Danmarks Naturfredningsforening afholder hvert år en landsdækkende affaldsindsamling, hvor private, skoler og institutioner samler henkastet affald.
Favrskov Forsyning bakker op om arrangementet ved at tilbyde afhentning af det indsamlede affald. Derudover leverer forsyningen informationsmateriale om affald i naturen samt frugt og juice til de deltagende skoler og institutioner, så de har lidt forfriskninger, når de samler affald.
En dejlig uge
Favrskov Forsyning udlodder også en præmie, der består af en pokal, diplom og pengepræmie til én skole og én daginstitution. Vinderne findes ved lodtrækning, og de heldige vindere blev Trekløveren i Sall og Lilleåskolen i Laurbjerg.
»Vi havde en dejlig uge, hvor vi selv har været en slags skraldemænd, som har samlet affald op i lokalområdet i Sall. Vi har sorteret affaldet og genanvendt noget til at lave flotte figurer ud af,« fortæller Lis Christoffersen fra Børnehuset Trekløveren i Sall.
»Vi talte om naturen, skraldemænd, regnorme, biller, bænkebiddere, fluer og mange andre, der omsætter ting som lort, døde dyr, blade og gammelt træ. Børnene gik meget op i det, og virkelig mange har taget det til sig,« lyder det fra Trekløveren, der vil bruge pengepræmien til bustur for børnene.