Der var 4000 kroner tilbage på kassekreditten. Nu fylder MItech 10 år og beskæftiger 30 medarbejdere
Læringskurven var stejl, da Morten Bertelsen og Ib Christensen satte sig for at starte egen virksomhed op.
Det var nok ikke kun den begyndende sommervarme, der fik sveden til at pible lidt frem på panden hos Morten Bertelsen og Ib Christensen, da de for præcis 10 år siden baksede med den laserskærer, der udgjorde den nystartede virksomhed MItechs første produktionsapparat.
Opstarten af virksomheden var et sats, og når der kun var 4000 kroner tilbage på kassekreditten, så er det ikke så mærkværdigt, hvis man begynder at småsvede.
»Vi havde en kassekredit i banken på 750.000 kroner, og jeg mener, at vi havde trukket 746.000 kroner på den, da der så småt begyndte at rulle penge ind. Det var snævert, men det gik.«
Ib Christensen griner, mens han beretter om opstarten af MItech.
Det er lidt uvirkeligt at tænke tilbage på dengang han og meddirektør og -stifter Morten Bertelsen var de eneste i produktionshallerne på Århusvej i Auning, og arbejdede de første måneder uden at få en krone i løn, og sammenligne med i dag, hvor MItech står foran sit 10 års jubilæum og beskæftiger mere end 32 medarbejdere, så man kan udskrive lønninger for omkring en million kroner hver måned.
»Nogle gange går jeg rundt her i hallerne og tænker, at det da alligevel er utroligt, hvad vi har fået lavet på de 10 år. Vi må jo på en eller anden måde have været dygtige. Vi har været gode til at finde de rigtige medarbejdere og lære fra os, og så har vi aldrig ansat folk, hvis der ikke har været arbejde til dem. Det har altid været konceptet, at når vi kunne se, at vi begyndte at få mere travlt, så var det tid til at ansætte eller investere,« fortæller Ib Christensen.
Hul i markedet
Travlheden i virksomheden kan man hurtigt aflæse på stigningen i antallet af medarbejdere, maskiner og ikke mindst kvadratmeter.
Sidste år købte MItech ny laserskærer, som på det tidspunkt var den første af sin slags i Danmark. Seks millioner kroner koster sådan en.
Samtidig udbyggede virksomheden produktionsarealet med 900 kvadratmeter, så MItech nu alt i alt råder over cirka 2500 kvadratmeter inklusiv administrations- og kantinelokaler.
Investeringer i udvidelserne var ganske enkelt blevet en nødvendighed for, at MItech fortsat kunne leve op til det grundlag, virksomheden er bygget på, fortæller Morten Bertelsen.
»Både Ib og jeg arbejdede i branchen, før vi selv startede op, og da havde vi gennem samtaler med kunder set, at der godt kunne være et lille hul i markedet i forhold til hurtig levering og hurtig omstilling. Det ville vi gerne se, om vi ikke kunne gøre lidt bedre, og det er faktisk også det, vi har gjort, og det er grunden til, at vi har udviklet os godt igennem årene. Derfor gjorde det ondt, da vores leveringstider begyndte at være for lange. Vi er vant til at kunne modtage ordrer klokken 16 om eftermiddagen og levere produktet klokken 5 næste morgen. Så er det ikke sjovt, når det pludselig tager fem dage og kunderne begynder at sige ’nu er I ligesom de andre. Det er utilfredsstillende, så derfor gjorde vi noget i en fart,« beretter Morten Bertelsen.
Holder fokus
Med indkøbet af en ny laser, der omtrentligt kører 10 gange hurtigere end den laser, de to stiftere startede ud med, er leveringstiderne igen bragt til det niveau, som er målet for MItech.
De ekstra kvadratmeter har sørget for et markant bedre produktionsflow, fordi medarbejderne - næsten bogstaveligt talt - ikke længere træder hinanden over tæerne, mens de arbejder.
Det betyder også, at der er ro til, at Morten Bertelsen og Ib Christensen bedre kan navigere virksomheden i den retning, de ønsker.
Senest har de blandt andet indset, at der var behov for at ansætte en produktionschef, så de bedre kan holde fokus på deres kerneopgaver fra direktørstolene.
Det har de i øvrigt været ganske gode til helt fra starten, da Mortens Bertelsens mor sørgede for regnskaberne, mens de nyslåede iværksættere kæmpede i produktionen.
»Da vi startede, var der ingen af os, der havde kørt med en laserskærer før, men vi skulle jo gøre det selv i starten, så i vores forretningsplan stod der, at vi selvfølgelig kunne det hele, så vi måtte jo lære det,« fortæller Morten Bertelsen grinende.
Ib Christensen supplerer:
»Derfor betød det helt enormt meget, at Mortens mor stod for regnskaberne og sørgede for, at der kom penge hjem. Så kunne vi holde fokus på at servicere kunderne. Hvis vi skulle have stået med regnskaber og fakturarer klokken ni om aftenen, når vi var færdige, så havde vi nok knækket nakken på det,« noterer han.
Stadig familiært
Den læring ser dog ud til at gavne virksomheden i dag.
Selv om Morten Bertelsen og Ib Christensen ellers er henholdsvis uddannet maskinarbejder og tømrer, så er det primært fra kontorstolen de nu arbejder og overlader det meste af produktionsarbejdet til andre.
»Efterhånden som virksomheden er blevet større, så ændrer kulturen sig også lidt, men vi har hele tiden haft det sådan, at vi gerne skulle være som en stor familie, hvor man hjælper hinanden. Hvis der er travlt, så forsøger vi også selv at komme ud og hjælpe i produktionen. Vi prioriterer også at komme af sted på kurser, når når der kommer nye maskiner, fordi det er rart at kunne komme ind og hjælpe, hvis de for eksempel ringer om aftenen og har problemer,« siger Morten Bertelsen.
10 stolte år
Torsdag 1. juni har MItech officielt 10 års jubilæum. Det fejres i første omgang internt, når både dag- og nathold mødes til frokost.
Dagen efter, fredag 2. juni, slår MItech derimod dørene op på vid gab, og inviterer alle nysgerrige inden for i produktionshallerne mellem klokken 12-16.
MItech kører desuden en pølsevogn, der såmænd også byder på både burgere og fritter, ind til virksomheden, så alle interesserede kan få stillet både sult og nysgerrighed.
»Jeg tror virkelig, der er mange, der igennem årene er kørt forbi herude og tænkt på, hvad det egentlig er de går og laver herinde. Det vil vi gerne vise frem, for vi er faktisk ret stolte af, at vi har klaret de første 10 år,« konstaterer Ib Christensen.