Håb for Fremtidens Landsbybutik
LAG Djursland udledte positive konklusioner i netop afsluttet projekt
LAG Djursland har afsluttet projektet “Konceptudvikling af fremtidens landsbybutik på Djursland”, og inviterede tirsdag i sidste uge de seks deltagende butikker, deres kundegrupper og andre interesserede til afslutningsevent.
Over 50 mennesker var mødt op i Ørum Aktiv Center.
Kundeinvolvering
Nøgleordene i projektet har været bevarelse og udvikling af butikken gennem kundeinvolvering, og projektleder Kirsten Solvej Larsen understreger, at netop kundeinvolvering skaber resultater. Jesper Nielsen fra Dagli' Brugsen i Lime fortalte således om sine erfaringer, og han betonede effekten af at blive ved med at involvere kunderne.
Der var også positive meldinger fra de øvrige butikker. Dagli'Brugsen i Ørum laver arrangementer under parolen Café Rumli', Dagli'Brugsen Vivild arbejder på fleksibel handel, så forbrugerne nemmere kan leve sundere, Dagli'Brugsen Dybvang har øget omsætningen med flere initiativer, Dagli'Brugsen Nimtofte laver på forbrugeraftner op til 80 procent i fremgang, Min Købmand i Knebel har vendt flere års tilbagegang, blandt andet ved at arbejde så fokuseret med kvalitetsoptimering og sortimentssammensætning, at omsætningen i frugt og grønt er steget med cirka 15 procent.
”Vi er super stolte - nu gælder det om at holde gejsten oppe og fortsætte det gode arbejde,” siger Kirsten Solvej Larsen.
Andre butikker, der vil gøre kunststykket efter, kan hente inspiration i en guide, LAG Djursland har udarbejdet.
Den kan hentes på www.lag-djursland.dk
Det næste projekt
LAG Djursland er klar til næste projekt og har netop fået tilsagn på 300.000 kroner fra Landdistriktspuljen til ”Samarbejdsrelationer og kompetenceløft for Djurslands mindre erhvervsdrivende”.