Fortsæt til indhold

AGF får økonomidirektør fra Hadsten

Samfund
Kian Johansen

AGF 31-årige Dan Jessen, der bor i Hadsten, starter 1. juli som ny økonomidirektør i Aarhus Elite A/S – selskabet bag AGF Fodbold og NRGi Park & Arena - og træder samtidig ind i direktionen. Det skriver Aarhus Elite A/S i en pressemeddelse. Han afløser dermed Dich Stoffer på posten. "Vi har været på udkig efter en ung og energisk person med den rette faglige ballast, og Dan opfylder til fulde de krav til kompetencer og personlighed, vi har opstillet. Jeg glæder mig til et tæt samarbejde med Dan, der får en central rolle i vores ambitioner om at få økonomisk balance og sportslig fremgang til at gå hånd i hånd," siger den administrerende direktør Jacob Nielsen. Dan Jessen har en HD i regnskab og er uddannet cand.merc.aud. Fra 2007-2014 var han tilknyttet Deloitte i forskellige funktioner, og han kommer til Aarhus Elite fra en stilling som økonomichef hos LINDBERG. "Det er en interessant forandringsproces, der er sat i gang. Et nyt Aarhus Elite med en ny kultur er ved at blive bygget op, og det glæder jeg mig til at blive en del af og sætte mit præg på. Rent fagligt er det også attraktivt for mig, at der er tale om en børsnoteret virksomhed med den kompleksitet, det indebærer, og et andet spændende aspekt ved jobbet er den eksponering, der er i og omkring selskabet," siger Aarhus Elites nye økonomidirektør.