Alment Ø-byggeri for alle til 365 millioner kroner
Arkitekterne bag Generationernes Hus har først og fremmest skabt et hus, som skal give noget til sine beboere, brugere og byen
Det fik hurtigt kælenavnet ”Det generøse hus”, da et arkitektteam på 14 personer tidligere på året satte sig sammen for at skabe Generationernes Hus i Aarhus Ø. Det skulle være et hus, som samler en lang række funktioner og forener mennesker.
Tirsdag i Dokk1 fik teamet vished for, at de mange timers arbejde ved tegnebordene ikke blot har resulteret i en model, men også skal opføres i skalaen 1:1. Totalentreprisen på 365 mio. kr. blev vundet af byggefirmaet JFP, Jørgen Friis Poulsen A/S Herning, og arkitekterne er KPF Arkitekter AS og RUM as.
"Vi har arbejdet meget målrettet med mennesker i fokus og med social ansvarlighed. Det har givet sig udslag i et byggeri med mange bygninger for at vise mangfoldighed. Man skal kunne kende sig selv i et af husene," siger chefarkitekt Zoran Juresa, KPF Arkitekter, som også begrundede kælenavnet:
"Det er ikke et hus, som tager fra byen, men som giver til byen."
Byggeriet vil bestå af 304 almene boliger til unge, familier, ældre og voksne med handicap. Målet er at skabe et miks af ungdommelighed og erfaring, kombineret med en daginstitution til 150 børn.
En café for alle
Børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V) har været med til at bedømme udbuddet og er meget tilfreds med vinderprojektet.
"For mig har det været vigtigt, at visionen om at blande ungdomsboliger, boliger for socialt udsatte, ældre samt børn og unge skal fungere. Projektet lægger op til, at der sker en daglig kontakt på tværs af brugerne," siger han.
Rådmanden er særlig glad for, at der ved hovedindgangen kommer en stor café, som både henvender sig til brugerne i huset og til folk udefra.
"Vi får etableret et hus i Aarhus Ø, som ikke alene er generationernes hus. Det bliver åbent for omgivelserne med en café, og legepladsen er åben for alle, når den ikke bruges af områdets børn," siger han.
Påvirker byggeri fremover
Netop de gode muligheder for fællesskab og mange nye tanker, som ikke er afprøvet før, har tiltalt formanden for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, som har været med i bedømmelsesudvalget.
"Fællesskab er også det, vi arbejder med, og her får vi en række erfaringer, som vi forhåbentlig vil kunne påvirke dansk boligbyggeri med i mange år fremover," siger formanden, som også glæder sig over, at Brabrand Boligforening får Generationernes Hus som nærmeste nabo.
"Også i Havnehusene arbejder vi med at skabe fællesskaber, og nu får vi den samme kvalitet på den anden side af kanalen," siger han.
Generationernes Hus bliver et af de sidste byggerier i første etape af udbygning af havnearealet ved Aarhus Ø, og det vil stå færdigt i slutningen af 2019.
Der bliver trænings- og fitnessrum, et såkaldt pædagogisk køkken, forsamlingskøkken, legeplads, konferencerum, multisal og aktivitetslokaler. Derudover vil der være adgang til værksteder, hvor beboere, ansatte og brugere kan mødes og være sammen på kryds og tværs af generationer, fagligheder, livssituationer og andre forskelligheder.
Rådmand er vild med haver
På taget etableres en køkkenhave, en sansehave og en bevægelseshave, og ved hovedindgangen kan man gå ned til en flydeponton ved kanalen, der ligger på den nordvestlige side. Her kan børn fange krabber og småfisk, besøgende kan lægge til med deres kajakker, og på trappen kan man nyde aftensolen.
Social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) har også siddet i bedømmelsesudvalget og er meget tilfreds med vinderprojektet.
"Det opfylder visionen om, at generationerne skal blandes. Det bliver utrolig spændende at have sin dagligdag i huset. Børnene har noget at gøre med ældre, og handicappede har berøring med unge. Det giver en masse livsglæde og faglig erfaring, som er svært at sætte ord på nu," siger rådmanden, der ligeledes understreger vigtigheden af, at Generationernes Hus bliver åbnet for offentligheden.
Skal Thomas Medom pege på noget helt særligt i byggeriet, lander valget på de planlagte taghaver.
"Der bliver skabt grønne områder, bevægelseshaver og køkkenhaver for alle de generationer, der bor i huset. Man kan komme rundt med kørestol og på små ben, og haverne er tilgængelige for offentligheden. Det bliver et unikt sted i Aarhus Ø, hvor der ikke er meget grønt," siger han.
Ifølge Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg, bliver det spændende at se, om huset kan få generationerne til at mødes.
"Det her er nytænkning. Tiden må vise, om det lever op til forventningerne. Jeg er spændt på, om man kan blande generationer på den måde. Nogle, jeg har snakket med, siger, at de ikke kunne drømme om bo sådan, mens andre er begejstrede, så jeg er stolt at en by, der kan tilbyde lidt af hvert," siger Jette Skive.