Tidligere spiller fra Grenaa Badminton Klub rykket op til eliten
Mathias Moldt Baskjær, tidligere GBK Grenaa, er med når der 5.–8. februar spilles om det danske mesterskab i badminton i Frederiksberg Hallerne i København
Mathias Moldt Baskjær, der har fået sin badmintonopdragelse i Grenaa Badminton Klub (GBK), er med, når der fra 5.–8. februar spilles om det danske mesterskab i badminton i Frederiksberg Hallerne i København. Mathias Moldt Baskjær er med i herredouble sammen med sin makker Rasmus Thier. De er begge førsteårs seniorspillere.
"Det er de 20 bedste herredoubler i Danmark, der er med ved stævnet," fortæller hans far Keld Baskjær, ungdomsformand i GBK.
"Det er dog en meget svær opgave, Rasmus og Mathias kommer på. De skal møde Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen, som er den næstbedste danske herredouble," siger Keld Baskjær.
Mathias Moldt Baskjær spiller til daglig for Ikast på klubbens 2. divisionshold. Han har været oppe at snuse til førsteholdet, da mandskabet i sidste sæson spillede om oprykning til badmintonligaen.
Mathias Moldt Baskjær startede i GBK i en alder af 10-11 år, inden han som 16-årig rykkede til Ikast, først på efterskolen ISI og derefter på Sportstar College, hvor tiden går med træning 6-7 gange ugentligt og en treårig gymnasiuddannelse.