Fortsæt til indhold

Forsyning har fokus på sikker drift og fremtidssikring

Årsberetning fra Skanderborg Forsyning viser, at 2022 var et travlt år med fokus på at separatkloakere, klimatilpasse og fremtidssikre forsyningen af drikkevand og håndteringen af spildevand.

Samfund
gs

Sikker drift og fremtidssikring. Det er nogle af de nøgleord, der beskriver Skanderborg Forsynings arbejde i 2022 med drikkevand og spildevand.

Forsyningsvirksomheden, der leverer vand til 6.992 kunder i Skanderborg Kommune og håndterer spildevand for 22.675 kunder, har netop fået godkendt årsrapporten for 2022 på generalforsamlingen i Skanderborg Byråd.

»Skanderborg Kommune er et attraktivt sted at bo og drive virksomhed. Det er en kommune i vækst, og det betyder, at Skanderborg Forsyning har travlt med at følge med den stigende efterspørgsel på at få leveret drikkevand og renset spildevand. Samtidig har Skanderborg Forsyning et målrettet fokus på at klimatilpasse og bidrage til den grønne omstilling ved at være på forkant med udviklingen og tage ansvar for mennesker, samfund og natur,« siger Martin Frausing Poulsen, der er bestyrelsesformand i Skanderborg Forsyning, i en pressemeddelelse.

Nyt vandværk

En stor del af aktiviteterne i 2022 er byggemodninger, separatkloakering samt vedligehold og renoveringer. Derudover kommer udgifter til fremtidssikring af drikkevandsforsyningen og håndteringen af spildevand samt klimatilpasning.

For at fremtidssikre vandforsyningen arbejder Skanderborg Forsyning med en strukturplan, der blandt andet inkluderer et nyt vandværk, beskyttede grundvandsboringer og tidssvarende ledninger.

Færre anlæg

På spildevandsområdet er Skanderborg Forsyning i gang med en struktur, der betyder, at rensningen samles på færre, mere moderne anlæg.

Skanderborg Forsyning arbejder sammen med Skanderborg Kommune også med klimatiltag. I 2022 var det en milepæl, da klimatilpasningen omkring Agnetevej i Ry blev sat i gang, blandt andet med en klimaledning fra Agnetevej til Knudsø.

På de indre linjer begyndte Skanderborg Forsyning i 2022 arbejdet med at skabe en grundfortælling og en vision for virksomheden i samspil mellem bestyrelse, ledelse og medarbejdere.

»Vi har formuleret en ny vision om, at vi i Skanderborg Forsyning vil følge tidens strømninger, så vi kan komme på forkant med morgendagens udfordringer. Det betyder blandt andet, at vi skal sikre driften gennem rettidig omhu og samtidig have fokus på de udfordringer, der kommer, blandt andet med klimatilpasning, grøn omstilling og øgede miljøkrav,« siger direktør i Skanderborg Forsyning Per Grønvald.

Skanderborg Forsyning arbejder desuden konstant for at være en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække dygtige medarbejdere. En medarbejderundersøgelse viste i 2022, at 94 pct. af medarbejderne synes, at Skanderborg Forsyning er et godt sted at arbejde.