Viden Djurs samler de merkantile uddannelser
Elever på EUD og EUX flytter fra Aarhusvej til N.P. Josiassens Vej i Grenaa efter sommerferien.
Det gav succes i Rønde, så hvorfor ikke også prøve ideen af i Grenaa?
På Viden Djurs skal flyttekasserne findes frem, for hen over sommerferien blæser der nye vinde over uddannelseslandskabet i Grenaa. VID Gymnasier på N. P. Josiassens Vej får nemlig nye beboere, når eleverne fra EUD/EUX Business til det nye skoleår flytter fra VID Erhvervsuddannelser og ind på adressen.
Her kommer eleverne til at gå side om side, og ved at flytte EUD Business og EUX Business til samme lokation som de gymnasiale uddannelser HHX og HTX, er der ifølge Mikkel Gottlieb Bennetzen, der er konstitueret uddannelseschef på VID Erhvervsuddannelser, flere fordele ved, både for elever og undervisere.
Det giver et inspirerende studiemiljø, som alle kommer til at få gavn afChristoffer Pedersen
»Vi regner med, at flytningen kan føre til en styrkelse af det faglige grundlag for alle elever på adressen og underviserne imellem, da der er mange fag, som går igen på uddannelserne. Ved at kombinere de akademiske principper og teorier fra HHX og HTX med de praktiske færdigheder og erhvervsrettede kompetencer fra EUD og EUX Business, kan eleverne også få en mere helhedsorienteret og hands-on tilgang til læring – og det gælder egentligt for alle uddannelserne,« fortæller Mikkel Gottlieb Bennetzen i en pressemeddelelse fra Viden Djurs.
Når man på Viden Djurs vælger at flytte de merkantile erhvervsuddannelser, sker det blandt andet også på baggrund af gode erfaringer fra Rønde, hvor der sidste år skete en lignende flytning af EUD/EUX Business, der rykkede fra lokaler ved Kalø Økologisk Landbrugsskole til Handelsgymnasium Rønde. Flytningen har nemlig betydet fremgang i optaget på EUD og EUX.
Fællesskabet styrkes
Flytningen giver også uddannelserne mulighed for et øget samarbejde eleverne imellem. Dette kan bidrage til at udvikle teamwork- og samarbejdsevner, hvilket er vigtigt i mange arbejdssituationer. Eleverne kan også få mulighed for at arbejde sammen på tværs af forskellige fagområder og drage fordel af hinandens forskellige perspektiver og styrker.
»På VID Gymnasier glæder vi os meget til, at EUD/EUX Business flytter til N. P. Josiassens Vej. Det er en kæmpe styrke for både det sociale og faglige, at vi har flere forskellige typer af uddannelser samlet på samme adresse. Det giver et inspirerende studiemiljø, som alle kommer til at få gavn af, og samtidigt er der et merkantilt fællesskab imellem særligt HHX og EUD/EUX Business, som giver et fagligt fællesskab for både elever og undervisere,« siger konstitueret rektor på VID Gymnasier, Christoffer Pedersen, i pressemeddelelsen.
At der kommer flere elever på skolen, kommer naturligvis også til at give sig til udtryk i det sociale liv, da uddannelserne kommer til at være sammen om alt fra fællessamlinger, foredrag, fredagsbarer, galla og andre fester.
»Det tænker jeg, at alle eleverne ser frem til,« siger Mikkel Gottlieb Bennetzen.