Sløjfen søger forpagter, der laver himmelsk mad
Caféen i Hadstens kulturhus skal matche de gode gamle dyder fra forsamlingshuse.
I de kommende fire måneder er det ikke muligt at bestille forplejning i forbindelse med møder og arrangementer med mere i Hadstens Kulturhus Sløjfen.
Det gamle cafékøkken er brudt ned for at gøre plads til et nyt og større produktionskøkken i byens kulturhus, der rummer en stor café, koncertsal, bibliotek, musikskole, mødelokaler og udstillingsareal.
I den forbindelse søger Favrskov Kommune en ny forpagter til caféen, der skal være en central del af kulturhuset med mad og drikke som omdrejningspunkt.
»Vi ønsker, at caféen skal matche de gode gamle dyder fra forsamlingshuse over hele landet, hvor man over fællesspisninger møder mennesker, som man måske ikke ellers ville have mødt,« skriver kommunen på sin hjemmeside.
»Vi ønsker en forpagter, der laver himmelsk mad, hvor passionen driver værket og hvor udgangspunktet er i det nære, det grønne, de lokale producenter og årstiderne ikke mindst. Vi håber, at vores kommende forpagter også har et virke udenom Sløjfens arrangementer, men fra Sløjfens produktionskøkken, så vores forpagter har en egen drift til at sikre en selvstændig bæredygtig økonomi. Forpagteren har også mulighed for at benytte caféområdet til selskaber med mere.«
Der er ansøgningsfrist torsdag 22. juni klokken 14.