Fortsæt til indhold

Syddjurs er den grønne ost tæt på Aarhus

Kristian Herget (SF) mener, at Syddjurs skal være kendt som Aarhus’ økologiske køkkenhave

Samfund
Mogens Greve

Passionen for en grøn profil i Syddjurs er en væsentlig motivationsfaktor for, at 58-årige Kristian Herget er gået ind i politik - og ved Kommunalvalget i 2013 for første gang blev valgt ind i byrådet. Han blev medlem af SF for 5 år siden, da der blev plads i livet til politik, kom med i SF's bestyrelse - og lagde ikke skjul på overvejelserne om at stille op til byrådsvalget.

Et kæmpe marked

”Syddjurs skal være kendt som Aarhus' økologiske køkkenhave. Vi har et fint klima og fine forhold til det økologiske - og et kæmpe marked lige uden for døren,” siger Kristian Herget.
”Som kommune skal vi også forpligte os til at købe økologisk, og jeg så da gerne, at det også kommer til at gælde Djurs Mad.”
Som ny i byrådet var Kristian Herget med til at stille forslag om at søge midler til efteruddannelse af økologisk køkkenpersonale.
”Det blev nogle af mine lærepenge, at forslaget skulle have været bedre gennemarbejdet og bedre dokumenteret,” fortæller han ved bordet i Jagtslottet ved Rønde, hvor han arbejder som formidlingskoordinator i Nationalpark Mols Bjerges sekretariat.

Bredere plan

”Men vi behøver nu heller ikke at gøre det sværere og mere kompliceret, end det er. Vi har Kalø Økologisk Landbrugsskole, og det er oplagt at uddanne køkkenpersonale hos dem. Det ville være så nemt.”
Sammen med Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialdemokratiet er SF ved at lave en bredere plan, som understøtter den økologiske produktion - og prioriterer bæredygtigheden.
”Det er eksempelvis skammeligt, at vi i Syddjurs har genindført sprøjtning af ukrudt.”
Kristian Herget sidder med i udviklingsgruppen og regner med, at et forslag er færdigt i løbet af foråret.
Han fortæller videre, at der internt i SF's byrådsgruppe er et fint samarbejde, hvor man er gode til at udnytte hinandens kompetencer.
”Vi er ikke altid enige, men det fik jeg fin føling med i bestyrelsesperioden - og forstår at lukke ned for det. Selvom jeg også har prøvet at stemme imod byrådsgruppen, da jeg i modsætning til den ikke kunne gå ind for at bruge penge på borgmesterportrætter. I den store sammenhæng drejer det sig om småpenge, men jeg synes bare, at vi sender et forkert signal.”

Aebejdsmarkedsudvalget

Kristian Herget sidder i Arbejdsmarkedsudvalget.
”Alt for længe har man alt for tidligt ”kasseret” folk og parkeret dem på en førtidspension. Folk skal mærke, at vi er her for at hjælpe dem - og ikke blot for at finde en plads til dem i systemet. For nogle er overgangen fra ung til voksen en stor omvæltning ved det fyldte 18. år, hvor hele ydelsesbilledet skifter. De har brug for at blive kigget på og hjulpet fra det 16. år, så de er bedre klædt på til at klare det, som venter dem.”
Efter de nye reformer arbejdes der væk fra ”silotænkning” for at søge sammen på tværs af afdelinger og koordinere sagsbehandlingen.
”Der er tale om win-win, da det både er godt for kommunen - og en stor tilfredsstillelse for den enkelte person at komme tilbage på selvforsørgelse.”