Fortsæt til indhold

Spejderne i Ørsted åbner dørene til sommermarked

Der har aldrig været så meget på hylderne, når spejderne åbner for Spejderlopper og Retro.

Samfund

Nu holder Spejderne i Ørsted igen åben i Spejderlopper og Retro på Toldbodgyde i Ørsted.

Det gør de lørdag 10. juni klokken 10-13.

De sidste par måneder er blevet brugt på at sortere ud i ikke salgbare effekter, og samtidig er 150 nye flyttekasser pakket ud. Der er hentet møbler i stor stil, og der er blevet ryddet flere dødsboer, fortæller Dag Kristiansen fra spejderne i Ørsted.

»Udover alle de kendte effekter slår afdelingen med nips, lamper og legetøj alle rekorder. Vi har aldrig haft så meget på hylderne. Nogle af de allersjoveste og mest interessante effekter sælges for højeste bud klokken 11.15. Her er der 100 ting, der kommer under hammeren på den velbesøgte budbod,« siger Dag Kristiansen.

Spillemanden fra Ørsted Lars-Erik Quortrup sørger for den musikalske underholdning til sommermarkedet.

Musik skal der også til på årets sommermarked. Ingen ringere end Spillemanden fra Ørsted gæster pladsen foran loppebutikken mens der er mulighed for at nyde både kolde og varme drikke samt naturligvis de velkendte og velgrillede frankfurtere, oplyser spejderne.