Fortsæt til indhold

Allerede inden indvielsen har Auning Disc Golf masser af vindere

Pædagogisk gevinst og anderledes motion i byens nyeste fritidstilbud.

Samfund

At en by af Aunings størrelse nu også kan tilbyde borgere og turister en runde på den nyanlagte discgolf-bane, er som sådan ikke noget særsyn.

De seneste år er disc golf-banerne skudt frem over hele landet med stor hastighed i takt med, at flere og flere har fået øjnene op for kombinationen af motion og samvær i naturen om et spil, som de fleste kan være med i.

Måden Auning Disc Golf er opstået på, er dog lidt mere usædvanlig, og allerede inden banen er officielt indviet, indeholder den allerede mange gevinster og vindere.

Etableringen af banen er et samarbejde mellem Auning Borgerforening og AC Auning (Aktivitetscenter Auning, red.), som beskæftiger og aktiverer udviklingshæmmede borgere.

Disc golf-banen i Auning Bypark er allerede spilbar, men de sidste udkaststområder - tee-stederne - mangler stadig, og det er derfor Udeholdet fra AC Auning en onsdag sommerformiddag er ved at løfte en jordstamper af ladet på lastbilen, som også er læsset med en stor bunke sand.

Der er kompetence og koncentration bag, når tee-stederne skal anlægges, og her har AC Auning sørget for, at underlaget er både stabilt og i vater. Foto: Simon Carlson

Med stor omhu og effektivitet går borgerne fra centret i gang med at stampe sandet i det hul, der om lidt skal fyldes med fliser og udgøre et af banens tee-steder, og der bæres redskaber ud, så sandet om lidt kan rettes til og skabe et stabilit underlag for tee-stedet.

Det er et arbejde, der har været enormt gavnligt for hele AC Aunings måde at drive aktiviteter på. Det fortæller pædagog Sune Thorndal Kraglund.

»Det ligger faktisk lidt uden for vores normalområde, hvor vi mest arbejder med hæk- og havearbejde, men vi har også en ambition om at blive en større del af lokalsamfundet. Projektet med disc golf-banen har været med til at vores borgere er kommet ud i et område, som de ikke hidtil har været så bekendt med. Det er vigtigt for os, at vi ind imellem kan gøre ting, der er lidt anderledes. Samtidig er det et projekt, hvor vi er med til at skabe noget til gavn for an masse andre borgere, og det er jo en rigtig god måde at profilere os på,« fortæller Sune Thorndal Kraglund.

Win-win

En del af AC Aunings opdrag er at skabe muligheder for motion for borgerne, og til det formål har projektet på disc golf-banen været lidt af en gave.

Der er blevet lagt masser af kræfter i at etablere Aunings nye disc golf-bane. Og dre bliver også lagt en del kræfter i at spille den. Foto: Simon Carlson

»Det er politisk besluttet, at vores borgere skal have mere udeliv. Mange af dem synes jo, det er fantastisk at sidde og kigge på lastbiler, og det kan der gå meget tid med, men det går bare ikke, at de ikke får brugt kroppen og musklerne, og derfor skal vi hele tiden finde på nye måder at motivere til, at de får nogle bredere oplevelser. Vi gør ikke noget, uden der er en pædagogisk tanke bag, og derfor er det fantastisk, når vi som på disc golf-banen kan komme meget mere ud i naturen og ikke bliver stillesiddende,« forklarer Sune Thorndal Kraglund.

Flere medspillere

Arbejdet med at etablere banen har stået på siden slutningen af 2021, hvor forslaget poppede op på Aunings byside på Facebook.

Det forslag greb Carsten Enemark. Ud over at være centerleder på Kyst- og Fjordcentret spiller han selv jævnligt disc golf på banen i Ørsted, og han påtog sig opgaven som banearkitekt på Auning Disc Golf.

»Særligt under corona oplevede vi, at der var meget tryk på banen i Ørsted, fordi mange så det som en god måde at komme ud og få noget motion og samvær på, mens der var restriktioner. Derfor tænkte vi, at det i hvert fald ikke gør noget med en bane mere. Det koster lidt at etablere en bane, så vi tog kontakt til Auning Borgerforening, fordi det vil gøre det lettere at søge penge, når vi er i regi af en forening,« fortæller Carsten Enemark.

Øger mulighederne

Banen er således blevet til igennem et arbejdende udvalg under Auning Borgerforening, og herigennem lykkedes det også at få tilskud fra Elro Fonden og fra Norddjurs Kommune på samlet 100.000 kroner til etablering af banen.

En bane som formand i Auning Borgerforening Henning Millard ser som en stor gevinst for byen.

»Det øger aktivitetsmulighederne i Auning, og det kan forhåbentlig give anledning til, at nogle borgere kommer ned i et område her, som de ikke så ofte benytter. Hundeskoven ligger også her, så der er masser af muligheder for, at forskellige brugergrupper kan få sig nogle snakke her og sikkert nogle kommentarer på spillet,« konstaterer Henning Millard.

Banen er allerede spilbar, selv om alle tee-steder endnu ikke er færdiggjort. Her tester Udeholdet fra AC Auning kurvene sammen med Carsten Enemark, som selv er ivrig disc golf-spiller. Foto: Simon Carlson

Auning Disc Golf indvies officielt i løbet af sommeren. den præcise dato er endnu ukendt, da tee-steder og den sidste finpudsning stadig mangler.

Banen er dog allerede fuld spilbar, da kurvene til de ni huller er sat op.

Carsten Enemark satser også på, at Auning Disc Golf kan blive en del af Elro Dage, der foregår fra 25. august-3. september.

»Og vi kommer til at lave en officiel indvielse. Det er der allerede sat penge af i budgettet til, så vi kan invitere folk ned og prøve det og give lidt instruktion i, hvordan man kaster disc’en, så man får mest muligt ud af det,« lyder det fra Carsten Enemark.