Fortsæt til indhold

Godkendelse af kæmpetårn i Aarhus må vente lidt endnu

Byrådet sender byggeprojektet ’La Tour Tårnet’ til behandling i teknisk udvalg

Samfund
Af Maria Dalhoff, JP Aarhus

Enhedslisten og SF er ikke tilfredse med de seneste svar fra bygherren bag det kommende store byggeprojekt 'La Tour Tårnet' på Randersvej.
Her vil bygherren Jens Richard Pedersen og arkitekterne 3XN opføre et tårn på 31 etager. Byggeriet, som skal opføres i området bag det gamle vandtårn, skal rumme flere end 300 lejligheder. Projektet har været i høring og generelt er der opbakning til byggeriet fra mange partier i byrådet.
Men SF og Enhedslisten vurderer, at der endnu ikke er svaret fyldestgørende på byrådets forslag om muligheden for offentlig adgang til de øverste etager i højhuset. Det er ellers blevet undersøgt i høringsfasen, og ifølge bygherren vil det i så fald betyde, at der skal bruges bygningskvadratmeter til bl.a. elevatorer og skaktarealer. Det vil i sidste ende betyde, at de mistede boligkvadratmeter vil umuliggøre realiseringen af projektet rent økonomisk, fremgår det.
”Vi mangler svar på, hvad der ligger i det svar om, at man ikke kan få byggeriet til at hænge sammen, hvis offentligheden skal have adgang til udsigten fra byggeriet,” sagde Jan Ravn Christensen (SF).
Også Enhedslistens Peter Hegner Bonfils undrede sig.
”Det ærgrer os, at der ikke kan være offentlig adgang til den allerøverste etage. Vi vil gerne se på, om der ikke kan skaffes mulighed for offentlig adgang på de lavere etager, hvor der skal etableres grønne arealer,” sagde Peter Hegner Bonfils, som sendte sagen til behandling i teknisk udvalg.
Steen Stavnsbo, Det Konservative Folkeparti, mener, at byggeprojektet er flot.
”Det er et dejligt højt projekt med en flot arkitektur,” sagde Steen Stavnsbo.
La Tour Tårnet kommer til at rejse sig 95 meter over jorden. Sammen med tårnet vil der blive opført et højhusbyggeri udformet som en halvcirkel. Tårnet vil blive Aarhus' højeste boligbyggeri og næsthøjeste bygning – kun lige overgået af domkirkens spir.