Fortsæt til indhold

Uge-Bladet fylder 80 år: »Jeg mener ikke, man skal hagle nogen ned«

Uge-Bladet Skanderborg har en væsentlig rolle, mener formand for cityforening. Han gider ikke »negative« nyheder.

Samfund

Det er yderst sjældent, Uge-Bladet Skanderborg skriver om sig selv. Det er også yderst sjældent, man fylder 80 år, så vi tillader os at gøre en undtagelse.

Din lokale avis udkom første gang midt under anden verdenskrig, mere præcist 15. juli 1943. Siden da har flere generationer af journalister gjort deres bedste for at skrive om de væsentligste nyheder i Skanderborg Kommune.

Ifølge formand for Skanderborg Cityforening og ejer af Chokolade-Fabrikken, Jens Juhl, betyder Uge-Bladet Skanderborg meget for byen og kommunen.

»Avisen kommer med godt, lokalt stof og interessant journalistik. Folk ved godt, hvad Uge-Bladet er. Der sidder nogle dygtige journalister, der skal strække sig bredt, og det synes jeg, de er gode til,« siger han.

Stort ansvar

Hvordan har avisen udviklet sig gennem de mange år, du har boet i Skanderborg?

»Jeg synes, der er kommet mere journalistik i avisen, så avisen dækker hele kommunen og ikke bare er en avis for byen. Uge-Bladet har også den perfekte størrelse. Den er hverken for tynd eller så stor, at man ikke orker at læse den.«

Er der ikke en risiko for, at alting bliver for indspist, fordi journalisterne i Skanderborg kender mange af dem, de skriver om, og at det derfor kan være svært at skrive kritisk om nogen?

»Man må gerne være kritisk, men når der kun er én avis i byen, har man et større ansvar for at snakke med alle parter i en sag, så resultatet ikke bliver ensidet og kun negativt. Jeg mener ikke, man skal hagle nogen ned. Som det eneste medie i Skanderborg skal journalistikken være balanceret.«

Forholdet mellem ugeblad og cityforening må betegnes som noget indspist. Skanderborg Cityforening køber annoncer i avisen, og Jens Juhl er tit at finde på Uge-Bladets redaktion, hvor avisens salgschef, Birte Jensen, også er medlem af cityforeningen.

»Det er vigtigt, at en fra den lokale avis er med i bestyrelsen i Cityforeningen. Hvis der et arrangement i byen, går Birte rundt med små plakater til alle butikker, og det er materiale, avisen skaber og trykker. Fordi Birte kommer rundt i byen, er det også hende, der bliver avisens ansigt udadtil. Det er vigtigt, at man kommer ud i butikkerne og siger hej, og det betyder meget for annonceringen,« siger Jens Juhl.

Jens Juhl er nabo med Uge-Bladet Skanderborg. I hvert fald når han er på arbejde i Chokolade-Fabrikken på Adelgade 117. Foto: Sten Brøgger

Positive nyheder, tak

Rent journalistisk så Jens Juhl gerne, at Uge-Bladet Skanderborg oftere skrev artikler, hvor et emne beskrives over flere sider. »Hvor man virkelighed har haft tid til at sætte sig ind i et stof,« som han siger. God tid er en mangelvare, kan redaktionen oplyse.

Jens Juhl er generelt fortaler for ja-hat, pyt-knap og artikler om lokale oplevelser. Han er knapt så glad for det, han kalder negative historier.

»Jeg kender så mange mennesker, der ikke orker læse negative nyheder. Man får så mange informationer fra de landsdækkende medier, og det hele er negativt, og hvis man har en god dag, gider man nærmest ikke se nyhederne.« siger han og fortsætter:

»Jeg ved godt, at negative historier sælger bedst, men der er også forskel på at være en lokalavis og en sladderavis, og jeg vil hellere læse om Muhammed, der har fået et job, end om Brian, der er blevet taget i at køre for stærkt.«

Kom og vær med

Jens Juhl læste, af gode grunde, ikke den første udgave af Uge-Bladet, men forhåbentlig kan han være med til at fejre »vores« 100-års jubilæum.

»Uge-Bladet skal helt klart ønskes tillykke med 80-års fødselsdagen og avisens engagement i kommunen. Nu holder den 80-års fødselsdag, og så kan vi bare glæde os til, den fylder 100 år. Når man er 100 år, er man kommet for at blive,« siger han.

Du kan være med til at fejre Uge-Bladet Skanderborgs 80-års fødselsdag. Du er fredag 16. juni meget velkommen til at kigge forbi Adelgade 115, hvor vi serverer kaffe, fødselsdagskage og bobler i tidsrummet 14-17.