30 år i Tordenskjoldsgade
Rita Elgaard, der har lagt navn til Rita Stoffer, kan fejre 30 års butiksjubilæum.
De fleste, der har bevæget sig rundt på Trøjborg, har sikkert bidt mærke i den 182 kvadratmeter store kælderbutik i Tordenskjoldsgade 52.
Her har Rita Stoffer holdt til i 30 år med samme indehaver, Rita Elgaard, som har alt hvad et syslehjerte kan begære og fyldt med metervarer og sytilbehør
»Jeg åbnede butik her i Tordenskjoldsgade 2. maj 1986, og der har sjældent været en dag, hvor jeg har været ked af at skulle på arbejde. Jeg holder meget af hverdagen og kan godt lide at hjælpe med at lave kreative løsninger sammen mine kunder, der godt kan bruge min erfaring,« fortæller jubilaren.
Faktisk har Rita Elgaard været på Trøjborg i 35 år, for hun grundlagde butikken i Willemoesgade i december 1981.
Og det var i et for hende særdeles velkendt kvarter, da hende og manden Preben havde boet i Herluf Trolles Gade fra 1969-77. Herefter flyttede de op på Christiansbjerg, hvor de bor den dag i dag.
»Jeg føler mig meget som en trøjborgenser og synes stadigvæk Trøjborg er en by i byen. Hver dag, jeg tager på arbejde, er det som at komme hjem. I gamle dage var det jo et arbejderkvarter, hvor der med tiden blev flere ældre mennesker. I dag er der langt flere unge, fordi det er blevet hipt at bo her,« siger Rita Elgaard, der er født i Viby.
»Det er virkelig sjovt, at vi nu har, hvad jeg kalder for 2. generationskunder, som kan huske, at de er kommet her som børn med deres forældre,« siger hun.
30 års jubilæet bliver markeret med ekstra lave priser på udvalgte varer.