I årevis har de kæmpet - nu er der sket en ulykke
Længe har beboerne på kæmpet for en udvidelse af vejen.
Den 21. maj cyklede Sofie Islev-Andresen fra hjemmet på Højsletvej i Randers mod sin skole.
Som så mange gange før frygtede hun turen, fordi vejen er meget trafikeret og ikke skabt til de tusindvis af biler, der hver dag bruger strækningen som smutvej.
Det havde flere gange før været snublende tæt på at gå helt galt, og denne morgen skete det så. Hun væltede på cyklen, da to biler kørte forbi hende på den alt for smalle vej.
Hun endte i den bløde rabat.
»Så skred jeg hen af gruset og asfalten, så jeg fik et åbent sår og mange blå mærker og hudafskrabninger,« fortæller Sofie Islev-Andresen til TV2 Østjylland.
Sofie Islev-Andresen føler ikke, at ulykken kunne være undgået, sådan som Højsletvej er nu og med de op til 3.000 biler i døgnet, der bruger vejen.
»Der var ikke plads til mig på vejen, så jeg var nødt til at trække ud i kanten. Og den er så høj, at det er svært at komme op igen,« forklarer cyklisten.
Op på cyklen igen
På trods af store skader på benene måtte Sofie Islev-Andresen stadig afsted i skole.
»Jeg skulle til eksamen, så der var ikke så mange valgmuligheder. Jeg har aldrig været glad for at cykle på vejen, men jeg er nødt til det,« siger hun.
Hun er ikke alene om at være træt af og utryg over trafikforholdene på Højsletvej. Sofie Islev-Andresens far, Christian Islev-Andresen, har gennem flere år kæmpet for at få gjort noget ved vejen.
»Vi oplever især i myldretiden ret tæt trafik på den her smalle vej. Bilerne kører tæt, især hvis man er cyklist eller anden blød trafikant. Så er det utrygt at færdes her,« siger Christian Islev-Andresen.
Voksende problem
Familien Islev-Andresen har boet på vejen i 17 år, og problemet er ifølge dem kun blevet større.
»Der er kommet meget mere trafik. Heldigvis er der blevet lukket af for gennemkørende lastbiler, men vejen er blevet mere slidt. Og den føles meget smallere, fordi rabatten er ødelagt,« forklarer Christian Islev-Andresen.
Men I har jo boet på vejen i mange år og har kendt til trafikken. Er det ikke bare noget, I må leve med?
»Jo, og det kan vi også. Men så skal alle de mange biler, som bruger vejen også leve med udfordringerne.«
Ønske: En cykelsti
Det, som beboerne på Højsletvej ønsker og har kæmpet for længe, er en udvidelse af vejen og allerhelst også en cykelsti.
Den vil for dem øge trafiksikkerheden markant og undgå ulykker som den, Sofie Islev-Andresen var ude for.
Sådan en er de faktisk også blevet lovet for knap et år siden. Her sagde formand for miljø- og teknikudvalget Nick Zimmermann (DF), at udvidelsen ville være helt færdig senest den 1. september i år.
»Når vi står her næste år sidst i august eller den 1. september, så er udvidelsen af Højsletvej fuldstændig færdig, og forhåbentlig er det også med en dobbeltrettet cykelsti eller en cykel- og gangsti ved siden af,« sagde han.
Stilstand
Siden er der dog intet sket, hvilket ærgrer og irriterer beboerne på Højsletvej. De tror på ingen måde på, at udvidelsen er klar som lovet.
Hvilket Randers Kommune og udvalgsformanden Nick Zimmermann selv da også bekræfter.
»Indtil videre venter vi stadig på, at de går i gang. For et halvt år siden blev vi lovet at blive indkaldt til et infomøde om udvidelsen, og det er vi stadig ikke blevet. Vi synes, det er for dårligt, både for os beboere, men så sandelig også for de trafikanter, der færdes på vejen hver eneste dag,« siger Christian Islev-Andresen.