Halleluja for Kafé Kolinds Yup Yup Band
Efter en noget omskriftelig tid på Kafé Kolind er husbandet nu på plads igen, og onsdag gav de deres første koncert.
Musik har i flere år været en del af Kafé Kolind, men da det tidligere Balladeband for et års tid siden flyttede til det nye værested i Kolind, Folkestedet, skulle der nye kræfter til. Og de sprang ud for fuld musik onsdag i en fyldt café. Ni medlemmer er der i Kafé Kolinds nye band, som kalder sig Yup Yup Band, og der var nerver på hos de fleste af dem, inden de skulle i rampelyset og give deres første koncert.
En af de seks sangere, Jens, er kommet på caféen gennem flere år, og med sin rolige, veltalende og lune humor, havde han fået æren af at præsentere numrene.
»Det er fedt mand,« sagde han, inden han til de cirka 50 koncertgæster med glimt i øjet sagde:
»I må gerne synge med, hvis I altså kan synge.«
I bandet er også en pianist, en bassist og en guitarist, som for sidstnævntes vedkommende på sejeste vis fandt mod til at give den ene solo efter den anden. Lige nu mangler bandet en trommeslager, men den tjans tog Janus Bechmann, som er ansat på Kafé Kolind til blandt andet at hjælpe Yup Yup Band med at finde rytmen.
Janus Bechmann har i mange år været guitarist for en lang række danske solister, Ester Brohus, Søren Krogh m.fl., og har desuden boet og spillet i nogle år i USA. I nærmeste fremtid turnerer han i Tyskland med sin duo Bechmann Sidenius.
Han har i øvrigt undervist i musik på blandt andet højskoler, og lige nu bruger han 10 timer om ugen på sit job på Kafé Kolind.
»Det giver virkelig god mening at lave musik sammen med den her flok. Det giver dem fællesskab og ro, og så er det en god øvelse at sådan stille sig frem. Musik og sammenspil kan noget helt særligt her.«
»Du skal huske, at mange af dem, der lige nu står helt spændte, har ret store udfordringer. En af dem kan hverken læse eller skrive, men det er hende, der står med det største smil, for her kan hun være med. En anden har til dagligt svært ved at være i rum med ret mange andre mennesker, og nu skal han spille foran flere end 50 mennesker. Det er altså rørende. Det er måske ikke et band, som kan åbne Orange Scene, men det er er jo heller ikke formålet. Formålet er at se den glæde og stolthed, de får,« siger Helle Basse Friis, som er husets køkkendame.
Yndlingssang og ekstra nummer
Det alkoholfri værested, Kafé Kolind, er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, der landet over driver knap 30 sociale caféer og væresteder og over 140 andre institutioner og tilbud for socialt udsatte mennesker.
Kafé Kolind holder til, hvor tidligere Drasbeks Hotel slog sine folder i Kolind.
Det vigtigste for værestedet er at tilbyde fællesskab, hvor der er plads til alle mennesker, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. Det fortæller leder af Kafé Kolind, Peder Jensen, som trådte til sidste år ved denne tid.
»Det betyder meget, at musikken nu igen lever på caféen. Alle har ret til hjerterum, glæde, et godt grin, et godt og varmt fællesskab. Det har altid været caféens varemærke og det støtter musikken godt op om.«
På set-listen til onsdagens koncert var numre af Kim Larsen, Shu-bi-dua, The Beatles, Ben E. King og Poul Krebs. Ikke et øje var tørt under Hallelujah af Cohen og ekstranummeret var Country Roads af John Denver. Som prikken over i’et kom Lyse Nætter af Alberte Winding, som i følge Jens præsentation, er bandets yndlingssang.
Og nej, Yup Yup kommer næppe på Orange Scene, men det bliver deres indsats og musikglæde ikke mindre smittende af.
Sidste år søgte Kafé Kolind Trygfonden om penge til aktiviteter, der modvirker ensomhed, og de modtog 2,2 millioner til en periode på to år. De penge udløber til december, hvor også Janus Bechmanns stilling udløber, men planen er at søge om flere midler, så Yup Yup Band kan fortsætte.
Syddjurs Byråd har tidligere afsat 100.000 kr. årligt under Udvalget for plan, udvikling og kultur (PUK) som støtte til Kafé Kolinds musikprojekt.
I bemærkningerne til budgetforlig 2022 (plus de tre følgende overslagsår) i Syddjurs Byråd stod der, at der skal gennemføres en evaluering i 2024 for at vurdere, om bevillingen til musikprojektet skal fortsætte.
Artiklen er redigeret fredag 16. juni med korrekte oplysninger om Balladeband, der ikke, som det først blev skrevet, er opløst, men blot flyttet til Folkestedet, hvor det lever i bedste velgående.