Fortsæt til indhold

Alt andet end jammer og kedsommelighed

lere ting har overrasket Trine Johannesen Lønstrup i de snart fire år, som hun har været med i menighedsrådet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Trine Johannesen Lønstrup, 46, Ryomgård, har ikke haft tid til at kede sig i sin snart fireårige periode som frivillig i menighedsrådet i Marie Magdalene og Koed Sogne.

Hun har tidligere fortalt i en artikel i Adresseavisen, at man som medlem selv bestemmer, hvor aktivt man vil gå til værks, og hvordan hun har kunnet konstatere ved selvsyn, at menighedsrådet ikke blot er en tanteforsamling.

Tre fikspunkter fra de snart fire år har hun sat flueben ud for ligesom for at markere, at opgaverne har betydet noget særligt for hende.
Læs også: Menighedsrådsvalg 2016: Menighedsrådsarbejde ikke bare en walkover

MUS-samtaler

I menighedsrådet i Marie Magdalene og Koed Sogne forsøger man at dele forskellige ansvarsområder ud på de enkelte medlemmer, og i de to første år var det ?Trine Johannesen Lønstrups opgave at varetage kontakten til medarbejderne - ikke præsterne, for de refererer til provsten - men sekretær, graver, gravermedhjælpere, organister og kirkesangere.

“Det var en spændende opgave, men også krævende at udføre den ordentligt, fordi den blandt andet omfatter MUS-samtaler (MedarbejderUdviklingsSamtaler), lønforhandlinger og arbejdspladsvurdering (APV),” fortæller hun.

“Det kostede megen tid og mange kræfter, vil jeg gerne indrømme. Jeg havde ikke meget erfaring i den slags på forhånd, så derfor var det ekstra krævende, og derfor bad jeg mig også afløst efter to år.”

Nu varetager hun primært opgaven med at redigere Kirkebladet sammen med sognepræst Tina Skov Løbner.

Provst og præst

I 2015 fik Aarhus Stift ny biskop, og hele processen frem mod valget var en spændende oplevelse for Trine Johannesen Lønstrup. Hun vedgår gerne, at hun stemte på ham, der ikke blev biskop.

“Jeg kendte ingen af de to kandidater særlig godt på forhånd, men når jeg foretrak Jens Maibom Pedersen og ikke ham, der endte med at blive biskop, Henrik Wigh-Poulsen, er forklaringen, at jeg respekterede, at Jens Maibom Pedersen turde sige på møderne forud for valget, at han ikke vidste alt. Det var ærlig snak.”

Undervejs har hun også været med til at ansætte ny præst til sognene.

“Her oplevede jeg tidligere biskop Kjeld Holm som værende meget klar i mælet, og det var en ansættelse som egentlig var nem,” siger hun.

Først en prøveprædiken i kirken og efterfølgende en samtale med den enkelte kandidat.

“Jeg synes, vi på denne måde kom rundt om kandidaterne på en god facon, og vi var da heller ikke i tvivl i menighedsrådet om, hvem vi ville pege på.”