Mek Pek startede Sølund-festen: »Man kan altid fornemme, hvor man har dem«
Den garvede musiker gav den fuld gas foran flere hundrede børnehavebørn i Nilles Telt på Sølund Musik-Festival.
»De piller mere.«
Sådan lyder det prompte svar, da Mek Pek bliver spurgt om, hvordan han oplever forskellen mellem at spille for børn og voksne.
Han har, da Uge-Bladet Skanderborg tirsdag 13. juni fanger ham backstage, netop spillet for flere hundrede børnehavebørn ved arrangementet De Små Synger, der traditionelt sparker Sølund Musik-Festival i gang.
Mek Pek er langt fra ukendt med at optræde for børn, hvilket kom til udtryk ved koncerten i Nilles Telt. De historier, han fortalte mellem egne hits som Åh Abe og Tre Små Fisk var i den grad i øjenhøjde, og publikum råbte skiftevis »JOOOO« og »NEEEJ« på spørgsmål fra scenen.
Få grænser
59-årige Mek Pek beskriver børn som »ærligheden selv.«
»Hvis de kan lide det, de hører, og synes, det er sjovt, er de meget tro og giver den fuld gas. Hvis de ikke synes om det, går de bare, og det er jo det, der er så fedt, for man kan altid fornemme, hvor man har dem. Det er sjovt, at mange af dem ikke har grænser eller hæmninger, og det gør nogle gange, at man får nogle sjove oplevelser,« siger han og tilføjer:
»Det gør også, at man nogle gange får nogle trælse oplevelser, hvis de piller for meget ved trompeten og bassen.«
»Ven for livet«
Mek Pek har i 30 år i streg, på nær et enkelt, været konferencier ved Sjællandsfestivalen, en todages festival for mennesker med fysiske og/eller psykiske handicap.
»Hvis Birthe Kjær og jeg ikke er der, bliver de helt triste, så jeg bliver ved med at komme tilbage,« som han siger.
Mek Pek og band har også optrådt ved Roskilde Handi-Festival, og den kendte sanger og musiker ser lighedstegn mellem børn og mennesker med udviklingshæmning.
»Handicappede er lidt ligesom børn. Hvis de ikke kender sangene, går de, men hvis man fyrer den af og laver noget samme med dem, er de så glade og ufatteligt kærlige og dejlige mennesker. Man har en ven for hele livet, hvis man giver et kram,« siger han.
Mek Pek spillede tirsdag aften 13. juni atter på Sølund Musik-Festival. Her var han i selskab med sit Party Band.