Fem nye unge stemmer med i DEMO-rådet
Tre nye piger og to nye drenge valgt til Syddjurs Kommunes ungdomsråd
Det lykkedes torsdag aften at få valgt et nyt DEMO-råd i Syddjurs ved en seance på Café Campus i Rønde med lige dele valg, stand-up, valgflæsk og gode kaffesnakke.
Fem nye unge blev valgt til DEMO-rådet.
En ældre hankat, formand for udvalget for familie og institutioner Per Ziedler (LA), deltog i mødet og bidrog med en peptalk til de fremmødte.
Børne-ungerigsdag
DEMO-rådet blev skabt i 2013 i forbindelse med et projekt på tværs af alle skolerne i Syddjurs og Syddjurs Ungdomsskole.
I ungdomsrådet arbejder de unge med ungdomspolitiske spørgsmål og ønsker. Ungdomsrådet skal fungere som kittet mellem byrådet og kommunens unge.
Som medlem af DEMO-rådet kan nye og gamle glæde sig til at skulle søsætte en Børne-ungerigsdag i november 2016. Børne-ungerigsdagen har til formål at understøtte, at børn og unge i kommunen får en bredere forståelse for det grundlæggende demokrati, herunder forståelse for det ”virkelige” kommunale styre.
I denne forbindelse har byrådet bevilget 50.000 kroner til unge-pulje. Midlerne fra puljen fordeles på Børne-ungerigsdagen, der afvikles i november 2016, hvor DEMO-rådet og engagerede byrådspolitikere er ansvarlige med Syddjurs Ungdomsskole som ventil.