Røndes tøjmand runder et skarpt hjørne
Niels Haslund fra Din Tøjmand EBM på Hovedgaden er blevet 60 år og er i dag den eneste forretning med herretøj i Rønde
?Efter 11 år som forretningsindehaver på Hovedgaden er Niels Haslund i dag det eneste sted i Rønde man kan købe herretøj. De andre forretninger med herretøj er enten lukket eller har skiftet fokus indenfor de seneste år, og det er Niels Haslund ikke særlig begejstret for.
”Jo flere strenge man har at spille på som handelsby des bedre. Et større udvalg er godt for forbrugeren og gør byen attraktiv at handle i,” siger Niels Haslund, som onsdag 28. september fylder 60 år. Han er tilfreds med at drive forretning i Rønde, og ghan vil gerne blive ved ti år mere, hvis helbredet tillader det.
”Rønde er en god handelsby med gode kolleger, en dygtig handelsstand og mange loyale kunder, som bakker op om byen, og et stort opland,” siger Niels Haslund, som stammer fra Ørsted-Holbæk området på Norddjursland.
Han blev udlært i Allingåbro hos manufakturhandler Viktor Marcussen og fortsatte efter udstået soldatertid som salgsassistent i syv år hos EHM i Randers. Han fortsatte til Vejle og var i tyve år butikschef i forskelle tøjforretninger i Vejle.
Men i 2005 satte Henning og Jytte Kristensen deres EBM tøjforretning i Rønde til salg, og her så Niels Haslund sin chance for at blive selvstændig.
”Vi brød op fra Vejle og bosatte os i Frederiks Allé, men min kone har siden dagligt taget turen til Vejle for at passe sit job i Vejle Kommune,” fortæller Niels Haslund, som faldt godt til i Rønde og hurtigt fandt fodslaget med de andre handelsdrivende i byen, Han kom med i bestyrelsen i Rønde Handelsstandsforening, og han har altid bakket op om de fælles aktiviteter og har altid været med på at sætte gang i Hovedgaden i toppen af Rønde.
Ungdommelige mænd
Da han overtog EBM forretningen i Rønde 1. september 2005 blev der også solgt dametøj i forretningen, men det opgav Niels Haslund efter få år for at koncentrere sig om det han er bedst til: hverdags- og fritidstøj, arbejdstøj og festtøj til herrer i alle aldre, højder og drøjder.
”Vi har alt til den modne mand, men den voksne mand klæder sig yngre i dag. Der er sket en forskydning til et mere ungdommeligt og friskt look, også for de modne mænd,” siger Niels Haslund, som i dag sælger knickers og spraglede skjorter til voksne mænd, som går med bare tæer i sandalerne, og som selv til festligt brug kan optræde i en jakke til pæne jeans.
Niels Haslund har i sin tid i Rønde flere gange renoveret og moderniseret butikken og givet den et mere tidssvarende look, især med indretningen af en særlig afdeling ”Inside” for ungt tøj. Han har klædt mange konfirmander på, og bruger i dag også moderne markedsføring på nettet, facebook og med sms'er. Han har gennem årene udlært mange elever og sætter pris på de unge mennesker og den stemning de giver i forretningen.
Fritid er der som selvstændig forretningsdrivende ikke meget af, men Niels Haslund holder af at læse en god bog, gerne en krimi. I ferierne udenfor højsæsonen og højtiderne tanker han sammen med sin kone nye energi på destinationer i Syden, hvor han er sikker på, at solen skinner.
Fra torsdag til søndag er der masser af de gode tilbud, som Niels Haslund og Din Tøjmand i Rønde er kendt for.