Fortsæt til indhold

Klare high fives fra Rønde Distriktsråd

Formand Carsten Skivild gør honnør for det nye velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?“Jeg er begejstret for det kommende velkomstcenter ved Kalø,” siger formanden for Rønde Distriktsråd, Carsten Skivild, efter offentliggørelsen og præsentationen af vinderforslaget fra Arkitema Architects.

“Bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge har så absolut valgt det smukkeste af de fem nominerede projekter.”
Han fremhæver, at det nye velkomstcenter vil komme til at smyge sig ind i landskabet som “en bølgende blød bakke tæt ved Kampmanns Hus, men det vil på ingen måde overdøve det gamle smukke hus”, hvor Nationalparkens sekretariat skal holde til.

Velkomstcentret graves ned, så det bliver et par meter lavere end rygningen på Kampmanns Hus. Det gør, at Kampmanns hus fremover vil komme frem bag de træer, det i øjeblikket gemmer sig bag.

“Det bliver den bygning, vi fremover vil flugte med over til Kalø Slotsruin,” påpeger Skivild.

Slotsruinen i centrum

Carsten Skivild glæder sig over, at det vindende projekt vil give turisterne uhindret udsigt til Kalø Slotsruin, når de kommer kørende fra Rønde. Parkeringspladsen foran slotsruinen flyttes og placeres langs Molsvej før man kommer ned til Kampmanns Hus og det nye velkomstcenter.

“Det betyder samtidig, at trafikken fremover vil blive afviklet uden livsfarlige situationer. Jeg er sikker på, at der også bliver gjort plads til det ugentlige tirsdagstræf for veteranbiler,” siger Rønde Distriktsråds formand, der også fremhæver, at velkomstcenterets materialer primært bliver de røde munkesten og bøgetræ som i de omkringliggende skove.

“I det hele taget, er der tænkt på, at bygningen ikke skal afvige fra den omkringliggende natur. Det er Kalø Slotsruin, vi skal se i den pragtfulde natur.”

Restaurant bliver et hit

Ud over at få et center, som formidler alle ting, planter, dyr og ikke mindst historien, som Nationalpark Mols Bjerge byder på, er Carsten Skivild også begejstret, for den kommende restauration i velkomstcentret, der får panoramaudsigt til den foranliggende strandeng og med Kalø Slotsruin i baggrunden.

“Nu får vi mulighed for at få både is, pølser, kaffe og kage samt frokost og varm mad hele året rundt, når vi besøger Kalø Slotsruin. Jeg er sikker på, at også restauranten bliver et hit,” siger formanden for Rønde Distriktsråd, der også hilser nye og tiltrængte toiletforholdet på stedet velkommen.