Unge i Syddjurs slås om 50.000 kroner
27 udpegede unge indtager byrådssalen i Ebeltoft 17. november
Demo-rådet i Syddjurs har søsat en ungerigsdag, hvor alle kommunens unge har mulighed for at søge penge til lige det projekt, de står og drømmer om.
Dagen løber af stablen 17. november i den store byrådssal i Ebeltoft, hvor politikerne er skiftet ud med 27 udpegede unge fra hele kommunen.
De skal diskutere og beslutte, hvad og hvem pengene skal gå til. Skal det være Syddjurs' største legeplads eller en jazzfestival?
Det er der kun de unge til at bestemme.
Borgmesteren står klar
Demo-rådet og borgmester Claus Wistoft står klar til at byde alle de nye unge mennesker velkommen på dagen.
Dernæst vil de unge i byrådssalen blive præsenteret for de forskellige indkomne forslag.
Dagen vil gå med forhandlinger og diskussioner, hvor de unge skal komme frem til, hvilke projekter der bedst understøtter 'At gøre Syddjurs til et bedre sted at være ung'.
Projekterne skal f.eks. være med til at støtte fællesskaberne blandt unge, og naturligvis gerne skæve, innovative, utraditionelle projekter. Læs politisk korrekte.
Klichéerne står nærmest i kø for at komme ud.