Bestyrelsesformand svært tilfreds med valget af ny skoleleder
Niels Tange, bestyrelsesformand på Ådalsskolen, hilser velkendte Morten Rahbek Borup velkommen som ny leder af Ådalen Børneby efter en seriøs ansættelsesrunde
?Skolebestyrelsesformand Niels Tange er yderst tilfreds med, at Morten Rahbek Borup, siden 1. juli 2016 konstitueret skoleleder ved Ådalsskolen, bliver ny leder for den ny konstruktion, Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen, pr. 1. februar 2017.
“Jeg er meget tilfreds med, at det bliver Morten som bliver ny leder for Ådalen Børneby eller, hvad vi nu skal kalde det. Vi får en særdeles kompetent leder som kan se muligheder i at slå børnehus og skole sammen,” fastslår Niels Tange.
“Vi har været igennem en spændende proces med et meget bredt sammensat ansættelsesudvalg, hvor vi har haft mulighed for virkelig at komme ud i alle hjørner, før vi i enighed besluttede os for at pege på Morten. For alle har det været rart og ikke mindst for Morten selv, at hans evner og kompetencer som skoleleder er blevet målt og vejet og sammenlignet med de øvriges i et stærkt ansøgerfelt.”
Syv ansøgere
Der var syv ansøgere til lederjobbet i Ådalen. I første runde blev fem indkaldt til samtale, men kun fire takkede ja til at dukke op.
I finalen var feltet reduceret til to, før ansættelsesudvalget besluttede sig for at pege på Morten Rahbek Borup.
“Jeg tror, alle oplevede det som en meget seriøs række af ansættelsessamtaler, hvor vi fik mulighed for at holde ansøgernes stærke og svage sider op imod hinanden,” siger Niels Tange, der ser det som en klar hjemmebanefordel for Morten Rahbek Borup, at han allerede er godt kendt med forholdene på skolen og i Ådalsområdet
“Selvfølgelig, Morten skal ikke bruge et halvt år på at blive fortrolig med en række praktiske ting, men kan bruge energien på, at integrere skole og børnehus og sammen med skoleforvaltningen finde frem til, hvordan den fremtidige ledelsesstruktur skal se ud med ham i spidsen.”
Det skal også afklares, om de to nuværende bestyrelser for skole og børnehus skal reduceres til en, og om det kræver nyvalg.
Svækker ikke økonomien
Idéen om at lave en slags børneby i Ådalen, selv om ordet ikke har været anvendt endnu, er ikke født i hverken skolens bestyrelse eller i børnehusets ditto, fortæller Niels Tange.
“Nej, idéen kommer fra forvaltningen, og jeg går ud fra, at politikerne har nikket til det. Vi har bakket op, men også understreget, at det ikke skulle være en spareøvelse. Det var der lagt op til i det oprindelige forslag, men det blev siden pillet af, så vi stort set fastholder den nuværende økonomi.”
Niels Tange ser den ny model som en perfekt mulighed for at tænke 0-16 årige i Ådalsområdet under en fælles hat, både pædagogisk og i forhold til læring.
“Det passer også fint til et af de tiltag, som vi har gang i Ådalen, projektet 'Ådalen i udvikling', hvor et af formålene er, at vi bliver bedre til at fortælle andre om vores kvaliteter, så vi kan få flere mennesker til at flytte hertil.”