Fortsæt til indhold

»Det minder mig om at holde kærligheden til musikken i live«

The Mumes tog Chief 1 med storm og fik ham til at huske på det vigtigste: Kærligheden til musikken.

Samfund

Hvis man er et relativt ukendt band, med en drøm om at stå på store scene og fyre den på Sølund Musik-Festivals store scene sammen med Chief 1 – en mand, der har skrevet og produceret stribevis af musikalske ørehængere og rørt sit hitmix i gryden for utallige musikere – hvordan griber man det så lige an?

Og hvis man by the way samtidig er fire musikere med udviklingshandicap, bliver det så ikke lidt for meget op ad bakke? Næhh. Ikke hvis man er The Mumes.

Bandet er en udløber af Music Unites Europe, et projekt sat i søen af Sølund Musik-Festival, hvor det handlede om at lade mennesker med udviklingshandicap mødes og spille musik sammen.

Her viste det sig, at nogle af de her musikere var afsindigt talentfulde - og blandt dem var Sonni Blom Christensen, Danni Nielsen, Jon Brændsgaard Toft og Winni Vilstrup Nielsen, der tilsammen udgør The Mumes. Sammen med Sølund Musik-Festivals »far«, Lasse Mortensen, tog de i marts i år en tur til hovedstaden. Med sig havde de en laptop, og på den lå The Mumes version af Chief 1’s sang »Tosser«.

»Vores manager, Jesper Gadegaard, sagde, vi skulle indspille den her sang af Chief 1, og afhængigt af, hvor godt vi gjorde det, så ville det have indflydelse på, hvad der skulle ske her på Sølund. Mere fik vi ikke at vide,« fortæller Jon, der stort set kan spille på ethvet instrument, han får i hænderne, men foretrækker at give den gas bag trommerne og synge.

»En kæmpe optur«

Faktisk spiller alle fire musikere i bandet på flere instrumenter, men når de er The Mumes, er det Jon, der tager sig af trommerne, Sonni der spiller bas, Danni guitar, mens Winnie synger og spiller tamburin.

The Mumes er et af de mest disciplinerede bands, jeg nogen sinde har arbejdet sammen med. Hver eneste gang vi er mødtes for at øve, har de kunnet det 1000 gange bedre, end jeg kunne.
Chief 1

»Vi fik i hvert fald lavet en god indspilning,« konstaterer Sonni, inden Danni tager over og fortæller, at den måde at spille musik på er helt anderledes end det, The Mumes normalt står for.

»Vi spiller som en kvartet, med sang, guitar, bas og trommer, og ikke andet. Så at have alle de her ekstra lag og instrumenter på, som der er i Chief 1’s sang, og samtidig spille så præcist som muligt, det var en meget sjov udfordring,« understreger han.

Resultatet af mødet med Chief 1 blev præcis, som Lasse Mortensen havde forestillet sig, da han fik ideen. Han var nemlig sikker på, at han i Chief 1 havde genkendt et menneske, der ville være i stand til at se bort fra diagnoser og handicap, og i stedet fokusere på de umiskendelige musikalske talenter foran sig.

»Det var en fuldstændig præcis genindspilning, og jeg havde tårer i øjnene. Som jeg har fortalt flere gange, så har jeg ringet til mit band og sagt, at nu må de fa’me tage sig sammen. De her fire er så vanvittig dygtige. Nogle gange kan jeg godt stå og tænke, har jeg virkelig skrevet den her sang, fordi den næsten lyder for godt, når vi spiller den sammen. Det er en kæmpe optur for mig,« fortæller Chief 1.

Foto: Una Streit Larsen/Sølund Musik-festival

Disciplin og glæde

Koncerten på store scene er lige overstået - en kæmpe succes - og sammen med bandet har han brugt en lille time på at skrive autografer. Smilene er kæmpestore og glæden smittende.

»The Mumes er et af de mest disciplinerede bands, jeg nogen sinde har arbejdet sammen med. Hver eneste gang vi er mødtes for at øve, har de kunnet det 1000 gange bedre end mig. Det har faktisk været lidt angstprovokerende ind imellem, fordi jeg virkelig har skullet tage mig sammen. De er simpelthen bare så dygtige og helt utrolig velforberedte,« forklarer han.

»Det er også derfor, det har været sådan en kæmpe fornøjelse. Vi har faktisk kun øvet få gange sammen,« tilføjer han.

Et forsigtigt spørgsmål om, hvornår man kan opleve dem spille sammen igen, bliver besvaret med endnu større smil og jokes om en forestående verdensturne.

»Vi vil rigtig gerne spillet sammen igen, hvis vi får muligheden,« understreger Chief 1. »Vi har haft det så sjovt sammen, kunne du ikke se det,« tilføjer han med et grin.

»Vi har virkelig nydt at spille sammen med Chief 1. Og at stå på store scene, det var bare en kæmpe oplevelse,« understreger Winnie.

»Vi nyder det. Det er musik, der giver os glæde, og at stå på store scene var en kæmpeglæde. En helt fantastisk oplevelse,« tilføjer Danni.

»En masse dynamik«

Selvom musikerne i The Mumes med deres musikalske talenter sagtens kan kalde sig professionelle musikere - og nå ja, de har trods alt også temmelig mange koncerter i bagagen - så har de alligevel suget til sig af gode fif og lærdom fra Chief 1.

»Det med at bygge sangene op og fokusere på hver enkelt del og ligesom skille det hele ad igen og samle det på ny, det er virkelig spændende og lærerigt, og det giver en masse dynamik,« forklarer Jon, mens Danni tilføjer, at de mange opgaver, de hver især skulle fokusere på, har lært ham virkelig meget.

Chief 1 forklarer, at han mest ser sig selv som en slags coach.

»Ligesom en fodboldtræner. Jeg giver instrukserne og giver bolden op, men det er bandet, der tager bolden – og så gør de noget helt andet alligevel, og det bliver bare skide godt,« griner han.

Men det er ikke bare musikerne i The Mumes, der har fået noget ud af at spille sammen med Chief 1. Han lægger ikke skjul på, at det også har haft stor betydning for ham at lære de fire bandmedlemmer at kende.

Kærlighed til musik

»Det er med til at minde mig om at holde min kærlighed til musik i live. Hvad det er, musik kan, og hvorfor den er så vigtigt. Når man har lavet musik i 38 år, så er det klart, at der ind imellem er perioder, hvor det er hårdt og man tænker »Puhhh, det her holder jeg ikke ud længere.«

»Når man så møder et band, der er så velforberedte og samtidig så hjertelige, og ikke snakker om penge og økonomi, eller om hvilken slags chokolade, der skal være backstage eller farven på håndklæderne og alt det fis, og hvor det i virkeligheden bare handler om at spille musik, fordi man elsker musik og ikke kan lade være... Jamen, det er en kæmpe gen-inspiration for mig. Det minder mig om, hvorfor jeg overhovedet gør det, jeg gør. Det er det vigtigste overhovedet. Vi skal jo gøre det, fordi vi elsker musikken,« konstaterer han.

For The Mumes er det altid kærligheden til musikken, der er drivkraften, og med koncerten med Chief 1 har de tilføjet flere nye numre til repertoiret. Og i hvert fald et af numrene vil fremover være en del af deres koncerter, forklarer Winnie.

»Vi vil helt bestemt spille »En seng af roser« til vores koncerter. Den betyder meget for os nu,« fortæller hun og henviser til koncerten, hvor hun, Jon og Sonni gav deres version af sangen i en flerstemmig udgave, der efterlod alle på koncertpladsen med gåsehud.

»Der er flere, der har spurgt, om vi ikke skal indspille den sang – det må vi nok hellere lige spørge chefen om,« griner hun.

»I ringer bare. I ved, I bare kan ringe,« lyder svaret fra Chief 1.