Fortsæt til indhold

Sikker sejr sender Hornslet IF i playoff kampe om oprykning

Hornslet IF blev en sikker nr. 2 ved lørdag at besejre de nærmeste rivaler fra JAI med 25-17

Samfund
Af Martin Schultz

Divisionsdamerne fra Hornslet IF's håndboldhold efterlod ingen tvivl om, hvem der skulle slutte som nr. 2 i 3. Division og dermed få adgang til playoff-kampene om oprykning til 2. Division.
Lørdagens kamp i Hornslethallerne var en direkte duel om 2. pladsen mellem Hornslet IF og JAI, men hjemmeholdet satte akademikerne fra Aarhus eftertrykkeligt til vægs med en 25-17 sejr efter en overbevisende 2. halvleg. Gæsterne førte med 14-13 ved pausen, men blev kørt helt over af Hornslet IF i 2. halvleg.
Dermed bliver det Hornslet IF, som søndag kl. 19.00 spiller playoff-kamp mod Team Haderslev i Hornslethallerne. Der er returopgør i Haderslev den efterfølgende torsdag kl. 19.45.
Vinderen af dette opgør mellem to 2'ere fra 3. Division puljerne skal møde nedrykningskandidaten SIF Ansager fra 2. Division om adgangen til at spille i 2. Division efter sommerferien.

Veteranmålmand holdt næsten buret rent

Kampens betydning satte sit præg på begge hold i en nervøst spiller 1. halvleg, som gæsterne fra Aarhus førte med 14-13 ved pausen.
Men i pausen fik cheftræner Max Christensen justeret på Hornslet IF's forvarssspil, og efter ti minutter 2. halvleg var hjemmeholdet foran med to mål.
”Vi skiftede samtidig veteranen Karin ”Goofy” Rasmussen ind i stedet for Amalie Aagaard, og ”Goofy”, som hjælper os i Maria Papes fravær, kom ind med frisk energi og leverede en god præstation bag et velfungerende forsvar. JAI scorede nemlig kun et mål i resten af kampen,” fortæller Max Christensen.
Udover godt forsvarsspil hos Hornslet IF løb JAI-spillerne også tør for kræfter, så Hornslet IF kunne slutte turneringen med en overbevisende 25-27 sejr over en af de nærmeste rivaler gennem hele sæsonen.

Hornslet IF’s andethold rykker op i Serie 1

Linda Assing Christensen var igen en velspillende styrmand på holdet og blev oveni topscorer med 8 mål.
Simone Handberg Pedersen tog også ansvar og lavede 7 mål, mens en formstærk højrekant Mai Søgaard Bang scorede seks mål på 7 forsøg.
Det gode resultat kom i hus, selvom en af holdets mest rutinerede spillere, Maria Møller, ikke var helt frisk på grund af sygdom og kun var på banen i meget begrænset tid.
Hornslet stillede op uden Katrine Bedholm og Cecilie Thrue, som begge spillede på andetholdet, som i weekenden sikrede sig oprykning til Serie 1 efter en sejr over Auning IF. Hornslet pigerne fik dog ikke meget sved på panden, for Auning IF meldte afbud til kampen.