En café fyldt med fremtidshåb og drømme
Café Campus i Rønde skal være med til at hjælpe unge på kanten af arbejdsmarkedet videre til job eller uddannelse
“Café Campus bliver rammen om et eksperimentarium med masser af aktiviteter og arrangementer, som afspejler unge menneskers fremtidshåb og drømme.”
Så smukt udtrykte formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (LA), sine tanker om den café på Hovedgaden i Rønde, som tirsdag officielt blev åbnet under betegnelsen en “socialøkonomisk” virksomhed.
“Det betyder, at caféen skal drives på markedsmæssige vilkår, men at den har et socialt sigte, som skal få unge på kanten af arbejdsmarkedet gjort klar til at kunne bestride et arbejde eller tage en uddannelse,” siger Per Zeidler om Café Campus.
Men samtidig skal caféen være mødested for de unge, som er i gang på de mange uddannelsesinstitutioner i Rønde. Blandt andet skal Syddjurs Kommunes Demoråd have fast base i Café Campus.
“Vi ser Café Campus som et sted for både socialt samvær, faglige aktiviteter, socialt betonede arrangementer og vejledningsworkshops,” siger uddannelsesleder Morten Ærø fra Rønde Gymnasium.
Give arbejde til unge
Café Campus overtager lokalerne efter den tidligere Café Brødflov, men i den nye konstruktion forenes caféaktiviteterne på gadeplan med unge- aktiviteterne på 1. sal.
Caféen skal drives med kokken Lars Hvidtfeldt som daglig leder med hjælp af unge fra PGU?Rosenholm, som står for erhvervsrettede aktiviteter og botræning for unge fra 18-25 år i Syddjurs Kommune,.
“Café Campus er en overbygning på vores aktiviteter. Udfordringen bliver at skabe en rentabel forretning, som både kan bruges til træning af vores elever, men som også på sigt kan give arbejde til nogle unge,” siger forstander Thomas Søndberg, PGU Rosenholm.
Mange interessenter
Det har ifølge Per Zeidler taget et halvt år at binde knuderne i dette utraditionelle projekt, hvor også LO projektet Rummelig imidt har givet gode råd og Syddjurs Kommunes nyetablerede erhvervspulje har bidraget med 100.000 kr. til opstarten af virksomheden.
Blandt andre interessenter har Syddjurs Ungdomsskole, Rønde Gymnasium, Viden Djurs / 10. klasse EUD, PGU Rosenholm, Rønde Skole og den private virksomhed Arbejsformdlingen ApS bidraget til finansieringen.
“Caféen skal på sigt udelukkende drives på markedsvilkår og uden direkte støtte fra interessenterne i den daglige drift,” siger Per Zeidler.
Pop-up shop
Gymnasiebandet Lovezone med Halfdan Geertsen på guitar, Thomas Farver på bas og Aske Bredahl på trommer gav med en intimkoncert på 1. sal den rette lydkulisse til receptionen, mens der var fuld gang i den tiltænkte pop-up shop i lokalet, hvor unge mennesker kan afprøve deres iværksætter- eller kunstneriske idéer med salg af forskellige produkter.
Således var det på dagen muligt at købe et armbåndsur i 2 g'eren Frederik Tolstrups ur-udsalg, og der var også malerier til salg.
“Sådan er det her. Alt i lokalet er til salg,”sagde forstander Thomas Søndberg fra PGU?Rosenholm.