Købmandspar fejrer 25 år bag disken på Mols
Jens Karl og Oda Andersen kan fejre 25 års jubilæum som købmandspar i Knebel
Hvad er et lokalsamfund uden en købmandsforretning?
Det kan alle, som ønsker udvikling i landdistrikterne, skrive under på, og derfor er der alt mulig grund til at kippe med flaget i Knebel onsdag 15. juni, når byens købmandspar Jens Karl og Oda Andersen kan fejre deres 25 års jubilæum som købmænd i Knebel.
“Naturen fristede. På Mols kunne vi godt se os leve resten af vores tid,” siger Jens Karl Andersen, da købmandsparret tog beslutningen om at flytte til Østjylland efter flere opgaver i blandt andet Hjermind ved Bjerringbro, Rindom ved Ringkøbing og i Lemvig.
I Knebel var der en købmandsbutik til salg, og det fristede Jens Karl og Oda Andersen, som altid har arbejdet sammen, og som med deres egne ord sammen bestrider et 24-timers job.
Tæt på kunderne
At valget faldt på en selvstændig købmandsforretning var heller ikke tilfældigt.
“Selv om vi er med i en kæde, kan jeg godt lide at være en fri købmand. Det bringer mig lidt tættere på kunderne,” siger Jens Karl Andersen, som selv beslutter, hvornår der skal ske noget i butikken.
“Det har der stort set gjort hvert femte år, for i 1996 udvidede vi butikken med 100 kvm til den nuværende størrelse,” siger Jens Karl Andersen. I 2001 overtog Jens Karl og Oda Andersen købmandsforretningen i Feldballe efter Bertel Clausen, og driver den i dag som Min Købmand med Gitte Rasmussen som en trofast bestyrer gennem alle årene.
Jens Karl og Oda Andersen er glade for de mange sommerhuse i området.
“Uden de mange sommergæster havde vi ikke fire dagligevareforretninger med den standard på Mols og Helgenæs.”(Min købmand i Knebel og de tre Dagli'Brugser i Vrinners, Tved og Helgenæs, red.)
Købmandsparret prøver at leve op til kundernes ønsker og har blandt andet et pænt udvalg af økologiske varer og grøntsager i sortimentet. Ligeledes er der et stort udvalg af vin på hylderne, og butikkens bake off bageri har været en god investering
“Vores store udfordring er discountbutikkerne. Kunderne er mobile og lader sig lokke af billige priser. Selvom det ikke altid kan betale sig,” mener Jens Karl, 62 år, og Oda Andersen, 59 år.
Parret har stadig mod på at drive Min Købmand i Knebel, men håber, at det bliver muligt at finde en afløser den dag de ønsker at træde tilbage.