Fortsæt til indhold

I dag er der dobbelt kongeligt besøg i Aarhus

Fredag morgen ankommer både kronprinsparret og kong Harald og dronning Sonja af Norge til Smilets By. Se programmet for dagen her.

Samfund
Mathias OelanderJP Aarhus

Båndene mellem det norske og det danske kongehus er tætte. Dronning Margrethe og det norske kongepar ses ofte - både officielt og privat.

I disse dage bliver båndet endnu tættere. Torsdag ankom kong Harald V og dronning Sonja til København ombord på kongeskibet ”Norge”. Fredag ankommer de til Aarhus sammen med kronprinsparret, der vil være ombord på ”Dannebrog.”

De råder som de eneste kongehuse i verden over hvert sit kongeskib ”Norge” og ”Dannebrog”.

Kun få gange har de ligget side om side, og endnu sjældnere har de fulgtes på havet, sådan som det sker, når de under besøget i Danmark stævner ud på en natsejlads fra København til Aarhus.

Fra venstre mod højre: Dronning Sonja, kong Harald, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der alle deltog i en erhvervskonference hos DI i København, torsdag den 15. juni 2023 i forbindelse med royalt besøg. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tom Wismann, der er forfatter til bogen ”Dannebrog 1932-2012” og flere andre bøger om søværnets skibe, har ikke tal på antallet af møder.

»Men de hører absolut til sjældenhederne. Selvom begge skibe går tilbage til 1930’erne og dermed har mange år bag sig, er det kun sket få gange. Jeg ville selv gerne opleve det,« siger han til ritzau.

Sidst de to skibe mødtes, var i 2017 i Oslo, i forbindelse med at kong Harald og dronning Sonja fejrede fælles 80-års fødselsdag.

Det tætteste man har været på to kongeskibe i Aarhus, var i 1979, hvor engelske ”Britannia” kom til Aarhus dagen efter ”Dannebrog” havde lagt til.

Den norske kongeskib 'Norge' sejler for det danske kongeskib 'Dannebrog' ved Toldbolden i Københavns Havn, torsdag den 15 juni 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen mindes ikke, at skibene før har sejlet ved siden af hinanden. At besøget finder sted nu, og at det involverer begge skibe, er ingen tilfældighed, mener han.

»I en tid med krig i Ukraine vil man fra både dansk og norsk side vise omverdenen, at de nordiske lande står sammen. Det er ikke noget, kongehusene vil sige åbent, men det har indgået i overvejelserne omkring besøget,« siger Lars Hovbakke Sørensen til ritzau.

Program for dagen

Efter en nat-sejlads ankommer de to kongeskibe til Aarhus fredag morgen. Ifølge det officielle program tager kronprinsparret imod kong Harald V og dronning Sonja klokken 10.00.

Men ifølge borgmester Jacob Bundsgaards personlige assistent Rouya Hamedani, der har været med inde over planlægningen af det royale besøg, skal tilskuerne være klar allerede 09.30, hvis man vil have et glimt af kongeskibet ”Norge”, der sejler ind i havnen.

Efter modtagelsen er der klokken 10.15 en erhvervskonference i nærheden på DOKK1, hvor kong Harald og dronning Sonja står i spidsen for en norsk erhvervsdelegation med fokus på dansk-norske samarbejdsområder inden for blandt andet grøn skibsfart.

Her vil en række danske erhvervsfolk også være til stede bl.a. Mærsks direktør Bo Cerup-Simonsen.

Klokken 11.10 er der afsat tid til et møde mellem kongehusene og en gruppe af norske studerende fra Aarhus Universitet. Programpunktet har været et udtrykkeligt ønske fra det norske hofsekretariat.

Klokken 12.30 er der frokost på Aarhus Rådhus. Her skal 140 gæster nyde en menu sammensat af rådhusets egen køkkenchef, hvor 19 kokkeelever fra Aarhus Tech også vil hjælpe med at forberede og servere maden.

Kuvertprisen lyder på 270 kr. pr. mand (eksl. drikkevarer), og menuen byder bl.a. på nye danske kartofler, tangchips og hjemmelavet chokoladekage.

Næste arrangement på dagsordnen er litteraturfestivalen LiteratureXchange ved Dokk1. Dagen sluttes af med en reception på det norske kongeskib klokken 18.00.