Fortsæt til indhold

1100 deltagere skabte et brag af en motionsfest

Auningløbet blev en stor succes til gavn for det gode formål

Samfund

Der bor ifølge Danmarks Statistik 3134 mennesker i Auning, så når Auningløbet kan præstere at samle 1100 deltagere, betyder det altså, at mere end en tredjedel af byen bakker op om det årlige motionsløb.

Det er naturligvis en tilsnigelse, idet Auningløbet også samler deltagere fra oplandet og fra andre byer, hvor blandt andet virksomheder i stadig større grad er begyndt at bruge løbet som et firmaarrangement.

Alligevel vidner deltagerantallet om en tradition, der igennem de seneste 11 år er vokset eksplosivt og samler kolossal lokal opbakning.

Således også i 2023-udgaven, som blev afviklet i det aktuelle sommervejrs fantastiske forhold.

Det er da også en tilfreds styregruppe, der kan gøre status over løbet.

»Det var en flot aften i det skønneste vejr sommervejr med 1100 veloplagte deltagere. Det var også dejligt at se både løbe- og cykelklubber fra omegnen støtte op, ligesom flere har gjort aftenen til et firmaarrangement, lyder det fra Hanne Byriel fra styregruppen bag Auningløbet.

Mange bag succesen

Hun sender i samme ombæring en tak til alle de aktører, der får Auningløbet til at blive en succes.

»Vi skylder en stor tak til alle de frivillige, for uden dem kan løbet ikke gennemføres. Det kan det heller ikke uden vores sponsorer, som altid velvilligt støtter op, ligesom alle beboere og butikker i centerområdet er klar på at være med på en dag, der er præget af afspærringer, støj og masser af mennesker. Og så selvfølgelig ikke mindst spejderne, som sørger for den flotte flagallé,« lyder det fra Hanne Byriel.

Overskuddet fra startgebyr og sponsorbidrag vil igen i år blive doneret til Børnecancerfonden og Julemærkehjemmet i Hobro.

Hvor meget donationerne i år ender på, er endnu ikke beregnet.

Se masser af billeder fra løbet herunder. Alle billeder er taget af Henning Millard.

Sommer og godt humør
High fives ved målstregen.
Store som små deltager i Auningløbet.
Auningløbet er også en mulighed for bare at tage en rask gåtur.
Børn fra julemærkehjemmet i Hobro deltog i Auningløbet. En del af overskuddet går netop som støtte til julemærkehjemmet.
De mindste kan også være med. Med lidt hjælp.
Glæde over tilbagelagt rute.
Væske og frugtsukker er vigtigt i varmen.
Konkurrence til det sidste for at nå først over målstregen.
Både løbere og cyklister fik varmen.
Tom Bytoft sørgede for den muntre tone som speaker i målområdet.
Der er god grund til at fejre det, når man har gjort en gedigen motionsindsats for de gode formål, som Auningløbet støtter. Foto: Henning Millard.
I et forrygende sommervejr blev de mange motionsløbere sendt ud på ruterne i dette års Auningløb. Foto: Henning Millard
Det var ikke nofget problem at holde varmen, inden starten gik.
Auningløbet er også blevet en anledning til at lave firmaarrangementer.
Motion kan sagtens være en familiedisciplin.
Af sted på løberuten.
Team Rynkeby mødte op for at støtte op om det gode formål.
Der er behov for motion, når man passer et virke som både kommunalbestyrelses- og folketingsmedlem.