Nedslidt boligområde med lang historie får en kæmpe overhaling
Cirka tre år langt renoveringsprojekt går i gang i Brabrand.
Sidst på året går Brabrand Boligforening i gang med en omfattende renovering af et af byens gamle boligområder.
Søvangen, en ældre parkbebyggelse med udsigt ud over Brabrand Sø, har snart 65 år på bagen, og nu skal de 444 boliger gennemgå en modernisering, har boligforeningen besluttet.
Det er entreprenøren Nordstern, der har fået opgaven med at få de i alt 34.000 m2 opdateret.
Søvangen består i dag af 21 etageblokke med 374 boliger, 20 fritliggende huse og yderligere 50 rækkehuse. I etageblokkene er der bl.a. 16 små etværelses lejligheder uden køkken. Disse værelser nedlægges og tillægges som et ekstra værelse til nabolejlighederne. Der tilføjes desuden tilgængelighedsboliger i rækkehuse og fritliggende huse.
»Vi glæder os til at komme i gang. Beboerne har ventet længe på denne renovering, der har krævet års forberedelse. Mange af vores beboere er nervøse for tiden under renoveringen, men vi stræber efter, at genhusninger, opholdsrum, god kontakt og kommunikation vil være med til at lette tiden, mens det omfattende arbejde står på. Og så skal vi have det gode resultat, som vi kan se frem til for øje, hvor boligerne fremtidssikres, og det smukke byggeri bevares,« siger direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz.
Projektet vil have et stort fokus på at bevare det udtryk, de kendte blokke har. Alle tage skiftes, tagrummene efterisoleres, vinduer udskiftes, altaner udskiftes, og der opføres ny isoleret teglfacade, men den kendte kombination med teglfacade og hvide altaner vil fremstå med det samme udtryk, som man kender i dag.
Renoveringen omfatter desuden indvendige installationsarbejder samt kloak og fjernvarmerør. Haverne skal også renoveres, samtidig med at udearealerne opgraderes.
Samtlige renoverede boliger forventes at stå klar i slutningen af 2027.