Skræmmende melding om unges opførsel skydes ned af SSP
Børn og unges adfærd ved populære mødesteder er ude af kontrol, skriver skoleleder. SSP-konsulent er ganske uenig.
»Børn ned til 5. klasse, måske yngre, tilbydes at ryge, drikke alkohol og prøve en Puff Bar eller andre nikotinprodukter. Og yngre børn presse af ældre til forskellige mere eller mindre ydmygende handlinger for at tjene penge.«
Sådan lyder det i en nylig besked til forældre til børn på en skole ved Højvangen i Skanderborg. I beskeden advarer skolelederen forældre om at lade deres børn besøge Bybadet, Søbadet og Fælleden alene.
»Børnenes og de unges adfærd disse steder er åbenbart ude af kontrol,« skriver skolelederen i beskeden.
»Risiko-kultur»
Beskeden er blevet sendt ud via skolens intranet og er, fremgår det, skrevet på baggrund af »mange alvorligt bekymrende beskrivelser af børn og unge risikoadfærd.«
Skolelederens skriv er efterfølgende, af en forælder, delt i forskellige lokale facebookgrupper. Opslagene er dog slettet igen.
Det generelle billede handler om glade, unge mennesker.Bo Østergaard, konsulent, SSP
Uge-Bladet Skanderborg har været i kontakt med skolelederen på den pågældende skole. Han ønsker ikke at udtale sig yderligere, blandt andet fordi han ikke vil sætte fokus på skolen, men han står ved indholdet i den udsendte besked.
I beskeden skriver han, at »risiko-kulturen« ved Byparken, Fælleden og Søbadet er »uforenelig med en god udvikling, læringsmæssigt og socialt,« og at børn og unge kun bør komme de nævnte steder sammen med en ansvarlig voksen.
SSP: Det går godt
Den noget dystre beskrivelse af unges opførsel ved tre af Skanderborgs mest populære mødesteder, deles ikke af SSP-konsulent i Skanderborg Kommune, Bo Østergaard. Tværtimod.
»Jeg synes faktisk, det går meget godt. Vi har meget få anmeldelser i forhold til tidligere, og hvis der kommer en anmeldelse, er det næsten altid om musik,« siger han.
Bo Østergaards har med egne ord et »kæmpestort netværk« i Skanderborg Kommune, og det er på den baggrund, han udtaler sig om, at unges opførsel ved Byparken, Fælleden og Søbadet er bedre end for år tilbage.
»Vi har mange øjne derude, og jeg har ingen meldinger fået om det, der bliver beskrevet. Jeg siger ikke, at alt er helt uden problemer, men de få unge, der skaber udfordringer, har vi langt henad vejen øje på, og vi er også i dialog med dem om at ændre deres adfærd. De fleste efterkommer i stort omfang de råd og vejledninger, vi giver dem,« siger han.
Svirp
Når alt ikke er rosenrødt ved Byparken, Fælleden og Søbadet (og/eller andre steder) skyldes det ifølge Bo Østergaard, at der i alle kommuner findes unge, der er »uden for pædagogisk rækkevidde.«
Slutteligt kommer SSP-konsulenten med det, der kan betegnes som lille svirp til forældre, der er bekymrede for grænseoverskridende adfærd blandt unge ved eksempelvis Byparken.
»Byparken er et helt oplagt sted for unge at være om aftenen, og hvis de er der klokken 22, er der vel næppe 10-12-årige, der løber rundt i parken, siger han og fortsætter:
»Det er altid nemt at give andre skylden, men måske burde nogle forældre også kigge indad.«