To nye grønne flag i Favrskov
Børnehus og skole har modtaget anerkendelse for særligt fokus på naturen.
Selling Børnehus og Korsholm Skole har for første gang hejst Friluftsrådets Grønne Spirer Flag, der gives som anerkendelse for at have et særligt fokus på naturen.
I Selling blev flaget klappet til tops af børnene, som derefter fik serveret saltstænger og rugbrødsstykker med hjemmelavet pesto.
Flemming Nørgaard, formand for Børne- og Skoleudvalget, holdt tale og blev vist rundt for at se på blandt andet regnorme-terrarie, insekthotel, fuglekasser og bladkranse, som børnene har lavet.
Fra Selling gik turen til Korsholm Skole i Foldby, hvor den stod på sang, taler og flaghejsning. Også her blev udvalgsformanden og de øvrige gæster vist rundt for at se nærmere på insekthotel, fuglekasser, kvashegn, bærbuske og æbletræer.
Flemming Nørgaard uddelte på udvalgets vegne stor ros til alle børn og voksne for at arbejde så ihærdigt med biodiversitet og den grønne tilgang i stort og småt.