Fortsæt til indhold

Butik Nøjsom spares væk - ansatte fyres og sårbare unge mister fællesskab

Et helt særligt sted i Skanderborg lukker inden årets udgang. Kommunal chef lover at tage hånd om sårbare unge og fleksjobbere.

Samfund

Butik Nøjsom på Adelgade 87 lukker senest 31. december i år.

Lukningen skyldes kommunale besparelser, oplyser koncernchef for Arbejdsmarked og Social i Skanderborg Kommune, Anja Nørby Sørensen, til Uge-Bladet.

Butik Nøjsom har tre fastansatte medarbejdere (2,5 i forhold til ugentligt timeantal) og beskæftiger 10 sårbare unge samt en række fleksjobbere, der indtil for nylig kunne være en del af butikken i op til ni måneder.

Målet med Butik Nøjsom er, udover at sælge butikkens varer, at give sårbare unge og voksne i fleksjob selvtillid til at starte en uddannelse eller søge et almindeligt job.

Svært match

Ifølge butikkens daglige leder, Jane Vibeke Christiansen, er det et fællesskab, der inden længe forsvinder.

»Der er mange, der er rigtig, rigtig kede af det. Vi er først og fremmest kede af det på vegne af de sårbare unge, der er i praktik hos os. De har brug for at være i et beskæftigelsesprojekt, inden de starter på en uddannelse eller ryger ud på arbejdsmarkedet, hvor der er rigtig fart på,« siger Jane Vibeke Christiansen og fortsætter:

»Jeg håber, kommunen vil finde noget andet til de unge, men nogle af dem er så dårlige, at det er svært at finde et match til dem.«

Butik Nøjsom er en del af Kompetencecenter Skanderborg, og butikken sælger upcyklet møbler og brugskunst, der primært er lavet af genbrugsmaterialer. De fleste produkter er lavet på Kompetencecentrets egne værksteder og forhandles kun i Butik Nøjsom, i visse tilfælde kun i ét eksemplar. Butikken sælger også brugt mærkevaretøj i kommission.

Vi har en pligt til at finde noget andet rigtig godt til dem.
Anja Nørby, koncernchef, Arbejdsmarked og Social, Skanderborg Kommune
Det bliver et temmelig trist 10-års jubilæum, Butik Nøjsom kan fejre til december. På det tidspunkt er lokalerne tømt. Foto: Sten Brøgger

»Typisk« og »tarveligt«

I forbindelse med et besøg i Butik Nøjsom har Uge-Bladet Skanderborg talt med to af de (bedre fungerende) unge, der aktuelt er i praktik i butikken.

»Jeg synes, det er typisk, at man lukker de steder, hvor man forventer mindst modstand, hvor der ikke er nogen, der råber op,« siger Caroline Nygaard.

For Aiden Luna Eeg Böhme har det været en sejr, at hun nu tør tage være i butikken og ikke kun i et lokale længere inde i Butik Nøjsom.

»Det er tarveligt, at man sparer alt det væk, der er en hjælp på vejen til nogle, der ikke lige har så nemt ved tingene,« siger hun.

Oppe ad trapperne i Butik Nøjsom gemmer sig blandt et syværksted. Foto: Sten Brøgger

Vil lægge sig i selen

Ifølge kommunal koncernchef Anja Nørby Sørensen lukker Butik Nøjsom af flere årsager, blandt andre, at kommunen skal spare penge på beskæftigelsesindsatsen og at lovgivning om refusioner i senere år har ændret sig markant.

»Nøjsom har eksisteret i mange år, og det, der engang var et godt tilbud, kan ikke længere hænge økonomisk sammen. Det kunne butikken heller ikke før, vi blev ramt af besparelser, men nu er det umuligt,« siger hun.

Anja Nørby Sørensen, hvad skal der ske med de unge og fleksjobberne, når Butik Nøjsom lukker?

»Dem skal vi selvfølgelig stadig tage godt hånd om. Vi har en pligt til at finde noget andet rigtigt godt til dem. Et sted, der også er trygt og forhåbentlig kan bringe dem tættere på det mål, den enkelte har.«

Kan du forstå, at de sårbare unge i Butik Nøjsomhed har en ret dårlig mavefornemmelse i forhold til, at butikken lukker?

»Det kan jeg sagtens forstå. Nøjsom er et trygt sted, de kender og er glade for at være. Vi har den samme forpligtelse til at hjælpe de her mennesker, og det kan jeg love dig, at vi vil lægge os i selen for.«

Butik Nøjsom åbnede i december 2013. Butikkens 10-års jubilæum bliver næppe fejret.