Efter kræft-skandale: Nu er cheflæge- og sygeplejerske fritaget fra tjeneste
Afdelingsledelsen på Mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er tirsdag blevet udskiftet.
Sagen om de 306 alvorligt syge kræftpatienter, der er blevet opereret for sent på Aarhus Universitetshospital (AUH), i forhold til hvad de havde krav på, har tirsdag fået nye ansættelseskonsekvenser.
Det skriver Jyllands-Posten.
Tirsdag har de ansatte på Mave- og tarmkirurgisk afdeling fået at vide, at afdelingens cheflæge Charlotte Burchard Nørager og chefsygeplejerske Knirke K. Hartmann er blevet fritaget for tjeneste ”indtil videre”.
Det sker angiveligt, fordi det går for langsomt med at genskabe samarbejdet på afdelingen.
Ikke de første
Og det er ikke de første chefer, som sagen har haft konsekvenser for. Først blev to hospitalsdirektører, Poul Blaabjerg og Claus Thomsen, fyret, da kræftpatienter var blevet opereret op til to måneder for sent, i forhold til hvad de havde ret til, og flere var blevet vildledt om alternative operationsmuligheder i udlandet.
Efterfølgende har to centrale kirurger også sagt op i protest mod afdelingsledelsen - særligt cheflægen - som blev fredet, selvom hospitalet havde erkendt, at der var sket regelbrud. Og i sidste uge opsagde regionsdirektør og koncerdirketør deres stillinger.