Plejecenter Ringparken væltes ikke lige med det første
De 20 nuværende plejeboliger på Ringparken i Ryomgård skal nedlægges, men ikke så hurtigt som ventet
Det bliver fortsat muligt for ældre borgere i Ryomgård og omegn at få en plejehjemsplads på Plejecenter Ringparken et stykke tid endnu - også i det kommende år.
Det fastslog Udvalgsformand for Sundhed, Ældre og Socialområdet, Ole Bollesen (A), på søndagens vælgermøde på Deja Vu, der i tidligere tider hed Ryomgård Hotel.
Oprindeligt var det planen, at det ved årsskiftet 2017-2018 var slut med at tilbyde ældre borgere en plejebolig på Ringparken.
Men på grund af ventelister på kommunens øvrige plejecentre har Syddjurs Kommune måttet revidere sine planer.
Kan blive boende
“Alle 20 plejeboliger på Ringparken er beboet lige nu, og på grund af ventelister på vores øvrige plejecentre vil de sikkert være det et stykke tid endnu,” forklarede Ole Bollesen til den fyldte sal på Ryomgård Hotel.
Udvalgsformanden slog fast, at ingen af de nuværende beboere på Ringparken bliver smidt på gaden eller overflyttet til et andet plejehjem, hvis der mod forventning skulle være plads.
“De skal have lov til at bo på Ringparken, så længe de ønsker det,” lød det fra Ole Bollesen.
Det blev bekræftet med nik fra de øvrige byrådsmedlemmer i kandidat-panelet.
Ryomgård - næste gang
Lige nu bygger Syddjurs Kommune stort plejecenter i Rønde med 40 nye plejeboliger, der efter planen vil står klar til brug i midten af 2019.
Endvidere udbygges Frejasvænge i Kolind fra de nuværende 12 demensboliger til 40.
Byggeriet forventes også at stå færdigt i 2019.
Herefter er det Ryomgård, der står for tur.
Både borgmester Claus Wistoft (V) og Ole Bollesen forsikrede, at Ryomgård bliver det næste sted, der skal bygges nyt plejecenter (år 2022-2023).
“Hvis behovet er der,” tilføjede Claus Wistoft.
“Det er klart, at vi ikke bygger nyt bare for at bygge. Behovet skal selvfølgelig være der,” sagde borgmesteren.
Ole Bollesen var ikke i tvivl om, at behovet vil være der, selvom Ryomgård lige nu har den yngste befolkning i kommunen.
Seniorboliger på stand by
Til gengæld er planerne om at bygge 10 seniorboliger som erstatning for de nuværende 20 plejeboliger skrinlagt.
Det ville have været en opgave for Boligforeningen DjursBo, men her vurderer man, at et sådan projekt vil kollidere med de planer, som DjursBo er involveret i andetsteds i Ryomgård.
Her har DjursBo 34 lejeboliger på tegnebrættet i Ryomgård Midtby (Området, der omkranses af Slotsgade, Jernbanegade, Vestergade og Markedsgade).