Bevægelseshus til 73 millioner klar i 2020
"Det her vil uden tvivl give området et løft," siger rådmand om nyt bevægelseshus i Gellerup
Glæden var malet i ansigtet på de aktive, unge mennesker, der mandag eftermiddag var mødt frem til annonceringen af et nyt bevægelseshus i Gellerup.
Karin Salling overrakte Aarhus Kommune og rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azah-Ahmad (RV), en guldbelagt mursten som symbol på den 25 millioner kroner store donation til bevægelseshuset.
Det nye sportscenter er en del af den kommende Sports- og Kulturcampus i Gellerup, der skal stå klar i 2020 og forventes at have op mod 600.000 besøgende om året.
Bevægelseshuset har et budget på 73 millioner kroner og kommer til at ligge, hvor Gellerupbadet i dag er.
LÆS OGSÅ: Efter kønsopdelt svømning blev forbudt: Kvinderne bliver væk fra Gellerupbadet
Aarhus Klatreklub har i dag til huse i lokalerne, der skal rives ned, og klubben bliver sammen med Gøglerskolen, Cirkus Tværs og fodboldklubben ACFC kernebrugere af det 3.000 m2 store hus.
"Vi er mere end glade. I lang tid har vi været bange for vores fremtid, for vi vidste, at det her sted (Gellerupbadet, red.) skulle rives ned. Det betyder utroligt meget for os, at kommunen tager os med i det her nye bevægelseshus, så vi fortsat kan have et sted at klatre - og endda et sted, der er bedre end det nuværende," siger formand for Aarhus Klatreklub, Asger Eller, som håber på i fremtiden at kunne tilbyde bedre bouldering-faciliteter.
"Vi er for længst vokset ud af det her sted, og det er begrænset, hvad man kan gøre ved det, så vi håber på at få lidt mere plads, og det ser det også ud til, at vi får," siger formanden, der endnu ikke ved, om han i en periode mellem byggeri og nedrivning kan stå uden lokaler til sine medlemmer.
"Det står stadig lidt hen i det uvisse. Vi håber jo lidt på, at det nye kan være færdigt, inden det her skal rives ned. Men det vides endnu ikke, om det kan lade sig gøre."
Løft til Gellerup
Ifølge Rabih Azah-Ahmad er det dog ikke noget, han skal være nervøs for.
"Vi er i gang med at finde ud af, hvad der skal ske, men det er ikke tanken, at det her kommer til at stå tomt i længere tid. Vi skal nok finde en løsning," lyder det fra rådmanden.
Det er forventningen at bevægelseshuset skal have op mod 500 brugere dagligt, og Rabih Azah-Ahmad tror på, at det vil give Gellerup et løft.
"Det her vil uden tvivl give området et løft og være til stor gavn for beboerne. Der vil være masser af tilbud til borgerne i Gellerup, men også resten af byen, for medlemmerne af for eksempel klatreklubben kommer jo fra hele Aarhus. Det vil tiltrække nogle nye brugere af området og skabe synergier, partnerskaber og samarbejder i huset."
LÆS OGSÅ: Hostel åbner i Gellerup: "Vi vil modgå ghetto-forskrækkelsen"
Street-art danserne fra Gøglerskolen Naja Holm-Vej og Olga Nørrebæk på 17 år bliver blandt andet brugere af huset, og de er glade for sammenlægningen.
“Det er fedt at samle en masse ting et sted,” fortæller Naja.
“Også fordi, at man på den måde kombinerer det. Nogen gøjler, nogen danser... folk kan lide at bruge kroppen. Det er spændende,” tilføjer Olga, der sammen med en gruppe af dansere var med til at levere et flot show efter annonceringen.
Endnu en donation fra Salling
Det milliondyre projekt kan realiseres med den 25 millioner kroner store donation fra Salling Fondene, der har en lang række store donationer til Aarhus Kommune bag sig.
”Bevægelseshuset vil på en ny måde motivere særligt børn og unge til at bevæge sig mere og gøre det sammen. Dermed passer huset perfekt til Salling Fondenes formål om at skabe oplevelser og fællesskab i hverdagen," forklarer næstformand i Salling Fondene, Karin Salling.
LÆS OGSÅ: Salling Fondene donerer 10 millioner til idrætscenter i Lyseng
"Det er med til at udvikle Aarhus og gøre byen spændende. Vi er dybt taknemmelige for, at Salling Fondene gang på gang på gang er med til at skabe mere liv og aktiviteter for borgerne," siger rådmand Rabih Azah-Ahmad.
Navnet på det kommende bevægelseshus er endnu ikke fundet. Derfor er der blevet udskrevet en navnekonkurrence, hvor man kan give sit bud på, hvad det skal hedde.