Fortsæt til indhold

Rampen byder på gratis fremtidsmad

30. januar holder Ebeltoft Ungdomsråd igen fællesspisning med gratis aftensmad

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Ebeltoft Ungdomsråd Rampen gentager succesen fra sidste års Madfællesskabernes Dag med helt nye madoplevelser!
30. januar kl. 18-21 kan man få serveret en spændende, lækker og gratis aftensmad, når Rampen, i samarbejde med Madfællesskaberne og Smag, inviterer til Madfællesskabernes Dag, fremgår det af en pressemeddelelse.

Temaet er 'Fremtidens Måltider', og aftenens oplevelser er skabt over associationer og flyvske forestillinger om, hvad fremtiden bringer. For hvad spiser vi egentlig om 100 år?

Plads til alle

Begivenheden samler unge som gamle omkring et godt måltid mad, og der er selvfølgelig plads til alle, lover arrangørerne.
Sidste år mødte 178 sultne lokale i alle aldre op på dagen til grillet ged med tilbehør fra lokale leverandører. Langbordene var rustikt dækket og man kunne klappe dværggeder.
På bunden af de miljøvenlige tallerkener var der skrevet spørgsmål i alle former og afskygninger, som gav anledning til spændende samtaler.
I år er der ud over fællesspisning også fokus på oplevelser med smag, lugt og lyd, som vil udfordre sanserne og skabe nysgerrighed.
Man kan også høre om alternative råvarer, når aarhusianske 'Enorm' giver tips og trick til madlavningen.