Internationale roser til Ole Frimer
Flere internationale medier har kastet superlativer efter Ryomgård-guitaristens seneste album 'Live at Blues Baltica'
Det er blevet mere end bemærket i diverse musikmagasiner og på forskellige platforme, at Ole Frimer Band i 2015 udgav et live-album, 'Live at Blues Baltica'.
Albummet blev optaget på en festival i Eutin i Tyskland og udgivet på danske LongLife Records i september 2015.
En nærlæsning af de internationale anmeldelser afslører hurtigt, at der over en kam er ros til Frimer og hans mandskab: Palle Hjorth, orgel, tangenter, Claus Daugaard, trommer og Jesper Bylling, bas.
"Vi modtager løbende anmodninger fra udenlandske medier om at få tilsendt en CD til anmeldelse i deres magasin eller netavis," fortæller Ole Frimer, der i en årrække har boet i Ryomgård.
Live at Blues Baltica' er den trettende skæring siden debuten. Signatur-numre som 'If you only could forgive me' og 'Sheltered roads' ligger side om side med fortolkninger af evergreens i blues-genren: Hob Wilsons 'Black cat bone' og Johnny Winters 'Hustled down in Texas'.