LO Djursland vil ikke have Ulf Harbo på talerlisten
Et kritisk blog-indlæg på Avisen.dk af Ulf Harbo har bragt LO Djurslands ledelse i harnisk
?”Til Enhedslisten Norddjurs, Mogens Overballe.
Efter at have læst Ulf Harbos udfald mod fagbevægelsens ”manglende” indsats for deres medlemmer i Norddjurs Kommune i Avisen.dk 03.11.15, skal jeg hermed meddele at al samarbejde mellem Ulf Harbo og LO Djursland ophører.
LO Djursland vil fortsat gerne samarbejde med Enhedslisten Norddjurs, men uden Ulf Harbo.
P.b.v Torben Jakobsen Formand, LO Djursland”.
Sådan står der at læse i en mail dateret 19. november 2015 til Enhedslistens Mogens Overballe fra formanden for LO Djursland, som Lokalavisen er kommet i besiddelse af.
Beslutningen er truffet på LO Djurslands bestyrelsesmøde 17. november 2015, fremgår det af en efterfølgende mail fra Torben Jakobsen til Mogens Overballe, der havde bedt om at få oplyst, hvem der havde truffet beslutningen om at sortliste Ulf Harbo.
Generel kritik
Ulf Harbo, Enhedslistens medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse, hører til den faste kreds af bloggere på Avisen.dk, og i det indlæg, som var dråben for LO Djursland, kritiserer Ulf Harbo fagforeningerne for ikke at tage ansvar for deres syge/svage medlemmer ud fra det kendskab, han har fået som bisidder for en række borgere, ikke bare i Norddjurs men i hele landet, i sager, der har handlet om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension.
”De sidste mange år har ikke kun HK, men langt de fleste fagforbund været mere på bølgelængde med kommunerne end med deres medlemmer - og især de socialdemokratisk dominerede fagforbund har for længst opgivet kampen mod kommunernes forkerte sagsbehandling,” lyder en del af kritikken fra Ulf Harbo i det omtalt blog-indlæg, der ikke specifikt nævner LO Djursland, men blandt andet fremhæver 3F Djursland som et lyspunkt, fordi 3F i sommeren 2015 vandt en sag mod Norddjurs Kommune i Randers Byret.
På generalforsamlingen i sidste uge i Enhedslisten Norddjurs blev det besluttet, at fortælle LO, at Enhedslisten Norddjurs bakker op om Ulf Harbos politiske arbejde og hans blogindlæg, og at man fortsat ønsker ham som taler ved 1.maj arrangementer på Djursland, og at man derfor ikke kan deltage i planlægningen og udførelsens af LOs 1.maj arrangementer, så længe LO Djursland har afbrudt ethvert samarbejde med Ulf Harbo.
Men generalforsamlingen besluttede også at bede LO Djursland om at genoptage samarbejdet med Enhedslisten og Ulf Harbo
Angreb på ytringsfriheden
“Vi var på generalforsamlingen ret enige om, at det er et alvorligt angreb på ytringsfriheden, og demokratiet, det LO Djursland har gang i, og at det er en principiel sag, hvor det er vigtigt at stå fast på, at vi alle har ret til at ytre vores holdninger og meninger i det offentlige rum uden at skulle frygte eller blive udsat for repressalier,” siger Ulf Harbo.
“Personligt mener jeg, at LO Djursland med deres udemokratiske, censurerende og misforståede ageren til fulde har bekræftet den velunderbyggede kritik, jeg fremførte i min blog,” tilføjer han.
Lokalavisen prøver på at få LO Djursland til at svare på, hvorfor det nævnte indlæg var dråben.