Fortsæt til indhold

Ville ikke være »corona-baron«: Nu kan firma fejre 50 års-jubilæum med stor aftale

Hounisen Laboratorieudstyr, der har til huse i Stilling, vil være med til at påvirke en branche, hvor den grønne samvittighed er lige så kulsort som bundlinjerne.

Samfund
gs

At være leverandør på alt fra PCR-artikler til værnemidler under Covid-19 har været yderst attraktivt for Hounisen Laboratorieudstyr i Stilling, der i år kan fejre 50 års jubilæum

Omsætning og indtjening blev banket i vejret, men ifølge Jan Locher, direktør i Hounisen, havde Stilling-firmaet også fokus på sit omdømme og eftermæle.

»Vi skulle ikke ud at være corona-baroner. Vi skal alle være her bagefter, og derfor ikke bare opførte vi os ordentligt, men vi bidrog også aktivt til at få hele misæren bragt til en ende,« siger han.

Selskabet kom ud på den anden side med en styrket position.

»Vi er landet på begge ben igen med en yderst stærk fastholdelse af eksisterende kunder – og en imponerende tilgang af nye. Og væksten er fulgt med og ligger lige, hvor vi vil have den,« lyder det.

Ny aftale er game changer

Corona var en game changer for Hounisen. Det samme er en ny strategisk distributionsaftale med en af verdens største kemiproducenter, som nu giver adgang til mere end 80.000 nye produkter.

»Vi har længe haft enedistribution på flere af de internationalt stærkeste aktører på markedet for engangsudstyr, men nu er vi også den mest komplette forhandler af kemiprodukter med varelager herhjemme. Nu kan vi bestille kritiske varer til vores kunder, uden at skulle rundt i verden og jagte tvivlsomme produkter til ugunstige priser,« siger Jan Locher.

Vi er nødt til at gå forrest og sætte fra land nu og her. Vores branche er bestemt ikke grøn, så vi har iværksat nogle meget stærke initiativer blandt andet på genanvendelse.
Jan Locher, direktør i Hounisen

”Vores branche er ikke grøn”

At være en central spiller på markedet forpligter. I en branche, hvor utællelige mænger plast og emballage er i omløb, og hvor fragt er en stor synder, vedkender Hounisen sig sin position og rolle.

»Vi er nødt til at gå forrest og sætte fra land nu og her. Vores branche er bestemt ikke grøn, så vi har iværksat nogle meget stærke initiativer blandt andet på genanvendelse,« lyder det.

»Vi iværksætter nu også helt nye initiativer på fragt, så vi mindsker vores aftryk ved at optimere leveringer, logistik og vores supply-chain ud til yderste led.«

Sammen med AVL A/S og to danske universiteter arbejder selskabet nu mod at sikre en bedre genanvendelse af brugt laboratorieplast. Samarbejdet bygger på en aftale, hvor brugerne sorterer plasten løbende. Herefter betaler Hounisen for afhentning og transporten af den genbrugsklare plast.

»Vi spænder ben for os selv herhjemme i forhold til udviklingen af grønne løsninger. Vi kunne lave et endnu større solcelleanlæg i morgen og hjælpe med at nedbringe det samlede CO2-aftryk i vores lokale erhvervsnetværk. Men sådan som afgifterne er stykket sammen i dag, er det ikke muligt,« siger Jan Locher og fortsætter:

»Afgifter og rigide regler forhindrer, at vi kan få solcelleanlæg på flere af de flade tage og dele overskudsstrømmen med virksomheder lokalt. I en branche, som har helt ufattelige mængder plast og kemi i omløb, så virker det fuldstændigt håbløst ikke at udnytte det kæmpe potentiale.«