Fortsæt til indhold

Passagerer fanget: Færge fik motorstop i Aarhus Bugt

Molslinjen er gået i stå efter strømproblemer.

Samfund
ddp

Opdatering: Kl. 11:55 oplyste Molslinjen til Ekstra Bladet, at tre ud af fire motorer igen virkede, og at færgen kunne sejle mod Aarhus igen. Her skal det undersøges, om den kan sejle videre.

Molslinjens hurtigfærge, katamaranen Express 4, ligger torsdag formiddag stille i vandet ud for Aarhus. Heldigvis i rolig sø.

Færgen har fået motorstop og strømafbrydelse, og derfor har passagererne på færgen måttet væbne sig med tålmodighed.

Færgen gik i stå omkring 10.30-tiden, og klokken 11.20 er det fortsat ikke lykkedes besætningen at få gang i maskineriet, fortæller Molslinjens kommunikationschef, Jesper Maack, til Din Avis Aarhus.

»Den har haft et udfald, og vores folk er lige nu ved at fejlsøge, så de kan finde årsagen og få det fixet så hurtigt, de kan,« forklarer han.

Det står endnu ikke klart for selskabet, om man kan få fejlen udbedret. Ej heller hvornår, passagererne kan forvente at komme videre på deres rejse.

»Det afhænger af, hvad de finder, og om de kan finde ud af, hvad der driller,« siger Jesper Maack.

Selvom det måske kan virke oprivende at være strandet på en stor færge, der ikke kan sejle, så er der ingen grund til uro, forsikrer kommunikationschefen.

»Der er ingen fare på færde. Den ligger et sted, hvor den ikke generer nogen, og ellers kan vi altid rekvirere slæbebåd, hvis vi skal have en hånd til at komme i land. Men det er ikke aktuelt lige nu.«

Færgen var på vej fra Aarhus til Sjællands Odde.