Megafrækt tyveri: Bronzefigur stjålet i ly af natten
Skulpturen Satori er blevet stjålet fra SCU natten mellem 26. og 27. juni. Politiet søger vidner, der har set noget udsædvanligt den nat i området omkring Højvangens Torv.
Satori er pillet ned af sin piedestal.
I skjul af nattens mørke lykkedes det natten mellem 26. og 27. juni ukendte gerningsmænd med en skærebrænder at save den metalstang over, som holdt bronzefiguren Satori svævende over sit lysfundament ved Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU) på Højvangens Torv.
Politikommissær Mads Højen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at tyveriet er sket i perioden fra mandag klokken 21.30 til tirsdag klokken 7.30.
Vi frygter, den bliver smeltet om. Den kan jo ikke sælges, som den er, men har stor værdi alene i materialet.Pia Agerbæk Marlo, direktør, SCU
»Figuren er i bronze og 1,2 meter høj og ret tung. Har borgere set noget - for eksempel nogen der har bakset rundt med en stor genstand, eller haft noget på en trailer - i området ved Højvangens Torv i løbet af den nat, så vil vi gerne høre fra dem,« understreger politikommissæren.
Direktør på SCU, Pia Agerbæk Marlo, er ærgerlig over tyveriet og frygter det værste for Satoris videre skæbne.
»Vi frygter, den bliver smeltet om. Den kan jo ikke sælges, som den er, men har stor værdi alene i materialet. Den er faktisk meget tung og ikke lige noget, man bare tager med. Det har helt sikkert været planlagt. De har medbragt en skærebrænder til at save metalstangen over. Det er utrolig ærgerligt. Og når vi så lige har haft 1200 gæster inde til dimission, og det her sker umiddelbart efter, så kan man godt få nogle trælse tanker,« siger hun til Uge-Bladet.
Satori er skabt af billedhuggeren Gudrun Steen-Andersen, og har svævet over sit lysfundament ved SCU siden juni 2002, hvor daværende amtsborgmester Johannes Flensted Jensen afslørede værket i forbindelse med indvielsen af VUC. Satori er et zenbuddhistisk udtryk for den pludselige oplysning og bevidsthedens opvågnen til sin sande natur.