De Linde-tvillinger i voldsomt dyk, men skovler stadig millioner ind på ejendomme
Mogens og Olav de Linde ejer nu ejendomme for næsten 15 milliarder kroner, viser deres regnskaber.
2022 var ikke et let år at være ejendomsudvikler. Materialepriserne steg med raketfart, og det kunne mærkes.
Tvillingerne Olav og Mogens de Linde går dog ikke ligefrem sultne i seng. De aarhusianske ejendomsgiganter leverede nemlig store millionoverskud i det forgangne år trods udfordringer, viser deres regnskaber.
Bedst gik det for Byggeselskabet Mogens de Linde, der endte med et overskud på 216 millioner kroner. Det var næsten en halvering af resultatet i 2021, og ifølge ledelseberetningen forventer virksomheden, at indeværende års resultat vil falde til 40-45 mio. kr. før værdiregulering af ejendommene.
Mogens de Linde har nu en egenkapital på 2,6 mia. kr., og han ejer ejendomme til en anslået værdi af 4,3 mia. kr..
Det kan hans tvillingebror dog overgå markant. Olav de Linde, der i øjeblikket blandt andet er i gang med at opføre landets højeste kontorbygning på Mindet i Aarhus, har ejendomme for 10,2 mia. kr. og en egenkapital på 5 mia. kr., viser årsregnskabet.
Byggeselskabet Olav de Linde tog også et gevaldigt hak i tuden ift. indtjeningen i 2022. Således endte selskabet med et overskud på 179 mio. kr. mod 1,7 mia. kr. i 2021.
»Vi er tilfredse med årets resultat, der lander stærkt og stabilt. Vi glæder os over, at vi selv i usikre tider præsterer indenfor forventningerne. Det vidner om loyale og langvarige relationer med vores kunder og øvrige interessenter. Derudover bidrager afsluttede byggeprojekter også positivt til regnskabet,« forklarer Esben Kjeldsen, adm. direktør i Ejendomsselskabet Olav de Linde, i en pressemeddelelse.
Modsat tvillingen forventer Olav de Linde et markant bedre 2023.
»Vi hæver vores forventninger til næste års resultat før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme, som vi regner med lander i niveauet 175-200 mio. Vores forventninger bygger på, at vi tager en række boligejendomme i brug og afslutter flere renoveringer af væsentlige erhvervsejendomme. Vi er privilegerede, at vi selv er herre over vores byggeprojekter, og ved, hvad der er i pipeline i en række år frem,« siger Esben Kjeldsen.
Olav de Linde råder over en ejendomsportefølje på ca. 550.00 kvm. og har ydermere 100.000 kvm. under udvikling.